Værtens mindste Broløb trækker stikket og lukker
Karrebæksminde: Der bliver ikke noget Værtens mindste Broløb i Karrebæksminde i år eller fremover i det hele taget.
Karrebæk Idrætsforening, der har været arrangør af løbet, har valgt at trække stikket efter et mindre
tilfredsstillende forsøg på at genoplive broløbet efter to års corona-pause.
”Vi kunne i 2022 konstatere en væsentlig lavere tilmelding – især til Kørestols- og rollatorræset, som ellers
har været en signaturdisciplin for broløbet”, udtaler Louis Holm Kristensen, der ved forårets
generalforsamling trak sig som hovedformand i Karrebæk IF på grund af alder.
”Det virkede som om, at der var sket en holdningsændring til begivenheden, både blandt deltagerne og
deres hjælpere. Vi hørte, at mange var blevet lidt bange for at deltage i den slags arrangementer efter
coronaen, og vi hørte også at mange plejehjem manglede ressourcer og havde svært ved at skaffe hjælpere
og ledsagere, hvilket var trist at konstatere. Så efter et afbud i sidste øjeblik deltog der reelt kun to mindre
hold i Kørestols- og rollatorræset.”
”Det er heller ikke blevet lettere eller billigere at være arrangør,” siger Louis Holm Kristensen videre.
”Tidligere fik vi pladsen stillet gratis til rådighed af Næstved Havn og kommunen hjalp os med bl.a. skilte.
Det skal vi nu betale for. Sponsorer hænger heller ikke på træerne, og det er også svært at rekruttere
tilstrækkeligt med frivillige, især efter at hærværk ude på ruterne krævede flere bemandede poster.”
”Derfor balancerede vi i 2022 på randen af et underskud, som dog blev dækket ind af Mærk Næstved via en
underskudsgaranti.”
”Men lad det nu ikke lyde som en ren klagesang. Det har været sjovt og livsbekræftende at være med til at
arrangere Værtens mindste Broløb, som fandt sted første gang i 2015.
Vi ved, at mange – ikke mindst plejehjemsbeboere har fået nogle gode oplevelser og har nydt at deltage.
Og det, som er gået godt, kommer jo ikke dårligt tilbage,” slutter Louis Holm Kristensen.
Kommentarer