Næstved By

Værn om din varevogn

UNDGÅ DE LANGE FINGRE: En tømt varevogn kan have store konsekvenser for dig som håndværksmester.

Derfor er det afgørende, at du har tjek på dine forsikringer. Du og dine svende kan køre tyven ud på et sidespor ved at følge nogle simple råd fra GF Forsikring.

Dyrt værktøj og professionelt håndværkerudstyr er populært hos tyvene. Ifølge Rigspolitiet steg antallet af tyverier fra håndværkeres varevogne hele 35 % sidste år i forhold til året før. Også mange lokale håndværkere i Køge- og Roskilde-området måtte starte arbejdsdagen med at kigge ind i en tømt varevogn.

Den oplevelse kan i værste fald koste forretningen for en mindre håndværksmester. Derfor er det vitalt, at du som erhvervsdrivende har sikret dig de rigtige dækninger i dine forsikringer, lyder rådet fra GF Finans & GF Østsjælland.

Pas på værktøjet
– Vi oplever desværre ofte, at håndværkere får stjålet værktøj, udstyr og materialer fra deres biler, og den oplevelse har flere afledte, negative effekter. Det koster både tid og penge at få tingene erstattet, og måske skal varevognen også afsted på værksted. Det kan få ganske alvorlige konsekvenser – ikke mindst hvis man bliver nødt til at aflyse opgaver hos kunder. Derfor er det så vigtigt, at man garderer sig bedst muligt, siger Klaus Lund Snitgaard, forretningsfører hos GF Finans & GF Østsjælland.

Heldigvis kan du som håndværksmester gøre en del for at ruste dig. Det giver god mening at få foretaget et grundigt tjek af dine forsikringer.

– Nogle håndværkere tror, at deres ansvarsforsikring dækker tyveri fra varevognen, men det er ikke tilfældet. Det er vigtigt først og fremmest at have en erhvervsbilforsikring, men derudover skal man også have en løsøreforsikring med transportdækning, hvis man vil være dækket i tilfælde af tyveri fra varevognen på alle tider af døgnet og uanset, hvor den er parkeret, siger Klaus Lund Snitgaard, forretningsfører hos GF Finans & GF Østsjælland.

Parker problemerne
Samtidig kan håndværkerne selv gøre meget for at undgå tyveri fra varevognen.

– Man skal tænke på at gøre det besværligt for tyvene fx ved at tænke over, hvor man parkerer bilen. Det kan gøres klods op ad en mur, så smækken ikke kan åbnes. Man kan også overveje at installere en alarm, slutter han.

Fem værktøjer til at passe på din varevogn:

1. PARKER SIKKERT OG TRYGT
Tænk over, hvor du parkerer din varevogn. Du gør det svært for tyven, hvis den er parkeret op ad en husmur eller med bagenden op mod en hæk eller carport. Parker varevognen i et område med belysning eller tætliggende huse. Lav evt. aftaler med naboerne om at holde et ekstra øje med varevognen.

2. BESKYT DIT VÆRKTØJ:
Fjern dyrt værktøj fra din vogn. Skal det blive i vognen, så placer det et sted, der ikke er synligt for tyven eller svært at komme til. Sæt synlige eller usynlige mærkater på dit udstyr, så det efterfølgende kan spores.

3.  VÆR SYNLIG OG OVERVEJ ALARM OG LÅS:
Marker på din varevogn med synlige klistermærker, at varevognen er tyverisikret. Installer overvågningsalarm og sørg for, at din varevogn er forsvarligt låst med godkendte låse.

4. ANMELD DIT TYVERI
Sørg for, at tyveriet bliver politianmeldt. Det giver politiet mulighed for at efterforske og opklare tyveriet. Anmeldelsen er også vigtig i forhold til statistik og større fokus på området. Skulle du blive udsat for tyveri, så sørg for at have fotodokumentation af alt dit udstyr, så du kan dokumentere, hvad der er stjålet.

5. FORSIKRING
Få foretaget et forsikringstjek hos dit forsikringsselskab. Vær opmærksom på, at mange erhvervsforsikringer kan tilpasses efter individuelle behov og med mange forskellige tilvalgsmuligheder. Vær ekstra opmærksom på, om du har en transportdækning, der dækker i tilfælde af tyveri fra varevognen på alle tider af døgnet og uanset, hvor den er parkeret.

Kommentarer