Vær med til at give udsatte børn i Næstved Kommune en bedre jul
Skrevet af: Bjarne Elmelund Nielsen
Tirsdag den 30. november kan du være med til at gøre en forskel for udsatte børnefamilier i Næstved Kommune. Her afholder BROEN Næstved, Familiestøtten og Spar Nord Næstved nemlig velgørenhedsindsamlingen Giving Tuesday for at samle penge ind til kommunens udsatte børn og familier for at give dem en bedre jul. Målet er at samle mindst 100.000 kroner ind på dagen.
Flere end 40.000 familier i Danmark lever for så få penge, at de har svært ved at få råd til de mest basale ting til deres børn – og en højtid som julen kan om noget vælte et i forvejen spinkelt budget.
Derfor inviterer den velgørende forening Familiestøtten i samarbejde med foreningen BROEN og Spar Nord Næstved til velgørenhedsindsamlingen Giving Tuesday tirsdag den 30. november. Indsamlingen har til hensigt at samle penge ind til sårbare familier i Næstved Kommune op til jul.
Spar Nord Fonden har i år doneret 250.000 kroner til Familiestøtten samt 100.000 kroner til BROEN, og målet for årets Giving Tuesday-indsamling er at samle yderligere 100.000 kroner ind på dagen.
– Giving Tuesday står i skarp kontrast til Black Friday, da det i stedet for at købe ting til sig selv handler om at give til andre, som har det svært. Sidste år var en bragende succes, og vi er derfor rigtig glade for, at vi med god støtte fra Spar Nord Næstved igen i år kan være med til at give udsatte børnefamilier en god jul, siger Sanna Rasmussen, som er stifter af Familiestøtten.
Familiestøtten blev etableret i 2013 og hjælper økonomisk udsatte børnefamilier ved at matche dem med ressourcestærke børnefamilier, som løbende donerer tøj og legetøj. Organisationen hjælper mere end 2.000 trængte børnefamilier på landsplan heriblandt 50 familier i Næstved Kommune.
– Vi hjælper selvfølgelig med at lette familiernes økonomi, men herudover befrier vores støtte dem også for en masse bekymringer, man som forældre typisk har, når man ikke har råd til de mest basale ting til sine børn. For børnene betyder det også meget at kunne få alderssvarende tøj. Det gør dem nemlig mere lige med deres klassekammerater, og det er ofte med til at øge livskvaliteten, forklarer Sanna Rasmussen.
Det er anden gang, at Giving Tuesday løber af stablen i Næstved. Sidste år blev der indsamlet hele 120.000 kroner i kommunen alene, og direktør Bjarne Elmelund Nielsen fra Spar Nord Næstved har derfor høje forventninger til årets indsamling:
– Vi er hos Spar Nord stolte over igen i år at samarbejde med Familiestøtten om Giving Tuesday, så vi kan være med til at sikre, at også udsatte børnefamilier i Næstved Kommune kan få en god og bekymringsfri jul. Sidste år fik vi samlet 120.000 kroner ind, og jeg forventer derfor, at vi kan gentage succesen i år, siger han.
Du eller din virksomhed kan også være med til at give udsatte børn og deres familier en god jul. Donationer går ubeskåret til udsatte børn og deres familier i kommunen. I kan støtte op om Giving Tuesday på følgende måder:
Via MobilePay på 695296
Indbetale via kontonummer 9077 1380608363
Sende en e-mail til givingtuesday@familiestoetten.dk for at få en faktura tilsendt
Dette er en foreningsnyhed indsendt af Bjarne Elmelund Nielsen fra Spar Nord Næstved. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer