Næstved By

Væksthus Sjælland bliver omdannet til ét samlet Erhvervshus

Først lancerede regeringen to Erhvervshuse i Region Sjælland, ét i Vordingborg og ét i Sorø. Men efter ønske fra kommunerne er det endt med ét samlet Erhvervshus i Region Sjælland.

Det nye Erhvervshus kommer til at ligge centralt i både vækstindsatsen og i regionen med hovedkontor i Sorø og filial i Vordingborg.

Regeringen lancerede i maj måned, at der i fremtiden skulle være to erhvervshuse i Region Sjælland. Det udfordrede den igangværende erhvervsindsats, og derfor gik de sjællandske borgmestre samlet til regeringen med et ønske om at styrke den nuværende indsats med ét samlet Erhvervshus.

Det ønske har regeringen efterkommet, og dermed bliver Væksthus Sjælland pr. 1. januar omdannet til ét nyt samlet Erhvervshus Sjælland.

– Vi har mødt en stor åbenhed fra statens side ift. at finde den rigtige løsning for os i Region Sjælland. Og med det nye samlede Erhvervshus får vækstindsatsen en super platform. Vi kan investere endnu mere i de udfordringer, virksomhederne har fx omkring eksport og digitalisering. Og tilbuddet kommer ud til en endnu bredere målgruppe, fortæller formand for Væksthus Sjælland og borgmester i Guldborgsund Kommune, John Brædder.

Det nye Erhvervshus bliver bygget ovenpå det eksisterende Væksthus Sjælland.

– Væksthus Sjælland er hvert år i kontakt med mere end 1000 virksomheder. Og fokus har helt fra starten været, at det skal være en god forretning for os kommuner at investere i Væksthuset. Den seneste måling viser de bedste resultater nogensinde, hvor hver krone investeret giver 9,25 kr. tilbage på samfundets bundlinje. Det er et flot resultat, og derfor er vi rigtig glade for at kunne udvide indsatsen med det nye Erhvervshus, udtaler John Brædder.

Men tanken er ikke, at det nye Erhvervshus bare skal være ny vin på gamle vækstflasker.

– Det nye Erhvervshus Sjælland skal endnu længere ud end Væksthuset har været. Vi skal forny indsatsen og udfordre os selv til at skabe endnu bedre ydelser. Vi starter helt konkret ved at få endnu flere virksomhedsrepræsentanter i bestyrelsen. For det er virksomhederne selv, der ved, hvad de behøver for at kunne skabe nye job. Det skal være med til at sikre Erhvervshuset tager udgangspunkt i virksomhedernes virkelighed, ikke politikernes, udtaler John Brædder.

Den nye Erhvervshus får hovedkontor i Sorø og filial i Vordingborg med medarbejdere placeret begge steder. Nogen nyt er også, at vækstfonden, innovationsfonden og eksportrådet kommer til at have dedikerede medarbejdere siddende fysisk i det nye Erhvervshus. Men arbejdspladsen for Erhvervshusets faglige medarbejdere vil stadig først og fremmest være ude i virksomhederne.

– Udgangspunktet er, at medarbejderne skal være til stede ude i virksomhederne. Virksomheder får faglig sparring fra konsulenter, som kender virksomhedernes hverdag fra deres egen karriere i erhvervslivet. På den baggrund kan der så henvises til en række andre tilbud både regionale og nationale. Det kan være til de statslige ordninger i Eksportrådet, Vækstfonden eller private rådgivere, som Væksthuset historisk har haft et tæt samarbejde med, fortæller John Brædder.

En af de borgmestre, der har været central i arbejdet for ét samlet Erhvervshus i Region Sjælland er Niels Hörup, som er formand for de sjællandske borgmestres forum, KKR.

– Det har været vigtigt for os at skabe en så effektiv løsning som muligt. Det skal være nemt, simpelt og effektfuld for virksomhederne at få gavn af erhvervsindsatsen. Og alle regionens 17 borgmestre har været enige om, at vi bedst sikrer én sammenhængende indsats med ét erhvervshus. Så vi er glade for, at regeringen lyttede til os, og dermed sikrer, at vækstindsatsen i Region Sjælland bliver endnu stærkere de kommende år, udtaler Niels Hörup.

Erhvervshus Sjælland slår dørene op i nye lokaler i løbet af de første måneder af 2019. Der kommer til at være i alt seks Erhvervshuse i Danmark. De andre placeres i København, Odense, Haderslev, Århus og Aalborg.

Kommentarer