Utålmodige borgere ringer til kommunen med personlige problemer
Flere borgmestre er blevet trætte af utålmodige borgere, som forventer, at kommunen klarer deres personlige problemer.
Mange borgere er begyndt at ringe direkte til kommunens borgmester for at brokke sig over alt lige fra, at de ikke har fået lov til at bygge carporten ud til at barnet ikke har fået en plads i den foretrukne institution, skriver avisen Kommunen.
Det er flere borgmestre nu trætte og frustrerede over, da de ikke har lyst til at bruge tid og ressourcer på borgere, der ringer og forventer, at kommunen løser deres personlige problemer. En af dem er Næstveds borgmester Carsten Ramussen (S).
– Det er jo tit, at folk møder op på rådhuset og nærmest nægter at gå, før de har fået en bolig eller udbetalt deres kontanthjælp. Det er som om, at folk føler, at de har en ret til at forlange noget, de måske ikke lovmæssigt har ret til, så jeg synes, der er kommet en krævementalitet, siger Carsten Rasmussen til avisen Kommunen.
Borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen (V), mener, at problemet skal findes i, at kommunen har påtaget sig for meget ansvar, og at folk derfor mister ejerskabsfornemmelsen for deres eget liv. Han fortæller, at folk dermed forventer, at mange af livets forhold kan klares med et telefonnummer til kommunen.
Kommentarer