Herlufmagle

Uro om den demokratiske proces

Skrevet af: Helle Jessen

Man kan undre sig over journalisten, der i Sjællandske den 21/2 meget skråsikkert skrev, at Herlufmagle Brandstation skulle lukkes. Og også over alle dem, som gik i selvsving uden at vide, hvad de snakkede om. I al fald nogen af dem burde kende den politiske proces godt nok til at vide, hvordan den slags foregår.

Når embedsværket får til opgave at pege på og udregne konsekvenserne på mulige besparelser (eller som det så smukt hedder: effektiviseringer), så leverer de et katalog over muligheder. Efterfølgende er det politikernes opgave at pege på et eller flere af disse forslag, som de mener skal realiseres. Sådan er det også foregået på Midt- og Sydsjællands Brand og Redning.

Ingen af Næstved Kommunes politiske medlemmer af Beredskabskommissionen har på noget tidspunkt været sindet til at nedlægge Herlufmagle Brandstation.

Med det vedtagne forslag til den fremtidige risikobaserede dimensionering, skulle der heller ikke være grund til det.

Nogen havde tilsyneladende mere interesse i at skabe unødig uro end at forstå – og respektere – den demokratiske proces…

Helle Jessen (S)
Havbakken 285
4736 Karrebæksminde

Dette er et læserbrev indsendt af Helle Jessen. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer