Uopfordret (radikal) grundlovstale
For andet år i træk må vi aflyse den tværpolitiske fejring af Grundloven her i Næstved på Axeltorv på grund af det c-ord, vi efterhånden hader at bruge.
Der bliver med andre ord ikke nogle taler og sange og flag på Axeltorv lørdag den 5. juni.
Og det er megaærgerligt:
Dels fordi vi stadig elsker at højtideliggøre den vigtigste lov, Grundloven,som tegn på vores demokrati – lidt højstemt og med patos- men så også fordi vores samfund er i voldsom udvikling i disse år, hvor det ville være gavnligt for alle- ikke blot folketingspolitikerne og lokalpolitikere- at stoppe op, og få sat nogle ord og tanker på om det stolte grundlag for vores nation nu faktisk holder.
Eller om det omsider er kommet dertil, at grundloven trænger til et kærligt og grundigt serviceeftersyn.
Og jeg er ganske vidende om hvor omfattende en sådan proces er – ikke blot i den almindelige debat mand og mand imellem, men også i den politiske virkelighed, hvor den rene pragmatisme, partipolitisk stemmemaximering og dagligdagen ikke altid synes at kunne mødes med de højt svungne ord og idealer. Så en grundlovsdebat vil sætte mange politiske diskussioner i gang- diskussioner som på den korte bane kan risikere at splitte os, men som er nødvendige, så vi igen får et fælles grundlag som nation at eksistere på
For tiden er nok kommet. Siden man vedtog Grundloven i 1953 (første grundlov fik vi vedtaget i 1849) er der faktisk gået 68 år!- og hvilken udvikling af samfundet på alle områder er der ikke sket siden da.
Nu afdøde radikale politiker Niels Helweg Pedersen påpegede, at den Grundlov vi har i dag udgør et forklædt folkestyre- ingen steder i grundloven omtales Danmark som en selvstændig stat eller at styreformen er demokrati/folkestyre.
Det udtrykkes i den noget gamle formulering, at den udøvende magt er hos ”kongen” og at kongen har den højeste myndighed over alle rigets anliggende- det er jo forkert og en formulering, der stammer helt tilbage fra den første grundlov, hvor enevælden skulle afmonteres. Jeg tror næppe, at vor elskede dronning vil have indsigelser imod at ”kongen” blev erstattet med ”regering”.
Der er en lang række andre forhold, der vil starte en (nødvendig) debat med den befolkningssammensætning vi i Danmark udvikler- f..eks. § 29 at valgret har kun den, der har dansk indfødsret OG fast bopæl i riget, § 44 er til stadig debat i disse år (ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov)- og lad mig tage et sidste eksempel med: §72 hvor det nævnes at boligen er ukrænkelig.
På mange punkter er udviklingen i den faktiske førte politik her i C-tiden, hvad man kunne kalde ”grundlov-udfordrende”. Og derfor et rigtigt springbræt til en grundlovs debat:
Hvor langt må og skal politikerne og ordensmagten gå for at sikre almenvellet på bekostning af den enkeltes rettigheder? Hvilken rolle skal f.eks. domstolene spille i forhold til om lovene er i overensstemmelse med Grundloven?
Og endelig er en tilbagevendende diskussion er Danmarks forhold til de internationale konventioner: en moderne grundlov bør understrege, at Danmark arbejder for opbygningen af en international retsorden, som sætter retten over magten og bidrager til fred og sikkerhed i verden – og derfor også understreger, at de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig, er en del af danske ret og skal håndhæves af danske myndigheder.
Så der er nok at tage fat på – en stor del af debatten kører jo allerede – uden at den i virkeligheden handler om Grundloven -men set fra mit synspunkt så ville det gavne os alle at få sat Grundloven på en moderne skabelon – det ville sikre os tryghed og sikkerhed for vores samfundsliv.
God og spændende grundlovsdag til os alle.
Med venlig hilsen
Klaus Eusebius Jakobsen, Byrådsmedlem for RV
Gl. Skovridervej 4A,
4700 Næstved.
Kommentarer