Ungdomsboliger på vej ved Arena Næstved
Et flertal i byrådet har vedtaget den lokalplan, der gør det muligt at opføre 36 ungdomsboliger på hjørnet af Rolighedsvej og Ved Stadion.
Det er det almene boligselskab BoligNæstved, som gerne vil bygge kollegieboliger i forbindelse med Næstved Hallen og Arena Næstved, skriver Sjællandske.
Idéen med ungdomsboligerne er, at de skal ligge ved de faciliteter, som de unge talenter mellem 16 og 22 år fra Sportscollege og Talentskolen benytter. Ungdomsboligerne vil desuden være placeret tæt på Næstved Gymnasium og Sjølundskolen.
Læs også: Byrådet usikker på ungdomsboliger ved Næstved Hallen
Med vedtagelsen af lokalplanen, kan BoligNæstved fortsætte planlægningen af byggeriet, som forventes at koste 36 millioner kroner. Næstved Kommune støtter projektet med 1,7 millioner kroner.
Ungdomsboligerne skal efter planen stå klar til studiestart 2017.
Otto Poulsen og Søren Revsbæk (V) stemte sammen med Lars Hoppe Søe (R) imod placeringen af ungdomsboligerne, mens politikerne fra DF undlod at stemme.
Kommentarer