Undgå skimmelsvamp efter oversvømmelse
Det er vigtigt at gennemgå sit hus nøje, hvis man har været ramt af oversvømmelse indendørs efter stormfloden, da det giver grobund for skimmelsvamp.
Hvis man under stormfloden har fået sit hus oversvømmet, er der en risiko for, at det er sivet ind i tapeter, mellem gipsplader og sågar ned under gulvene, skriver TV ØST.
– Vi ser rigtig mange tilfælde, hvor bygninger er blevet oversvømmet på grund af stormflod, og hvor bygningsejerne ikke har håndteret oprydningsarbejdet tilstrækkeligt til at undgå skimmelsvamp, siger centerchef for Indeklima og Bygningsundersøgelse hos Byggeri og Anlæg, Kathrine Birkemark Olesen, til TV ØST.
Læs også: Stormrådet erklærer stormflod i Karrebæksminde
Det er derfor vigtigt, at der bliver senest bliver ryddet op tre til fire dage efter oversvømmelsen – og her er affugtning og ventilation ikke tilstrækkeligt, hvis det er trængt ind under gulve og tapeter.
Rådet lyder på, at man eksempelvis skal fjerne gipsplader, isolering, væv, filt, linoleum og andet, der har været i kontakt med vand, da det ellers kan resultere i et skjult skimmelangreb, som først giver sig til kende, når kraftig, sødlig lugt spreder sig i det tidligere fugtede område.
Forebyggelsen af skimmelsvamp skal tages seriøst, da generne typisk vil være irritation af slimhinderne, vejrtrækningsproblemer, hovedpine og koncentrationsbesvær.
Kommentarer