Næstved By

Ulovlige stoffer, butikstyv og en cykeltyv. Se uddraget fra weekendens døgnrapporter her

politibil

Havde kokain på sig

Efter et tip om at der formentlig blev solgt narko på en adresse på Østre Ringvej, fik en politipatrulje fredag fat i en 48-årig mand fra Næstved.

Manden havde noget kokain på sig. Han blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

Butikstyv havde hash og pot i lommen

En 47-årig mand forsøgte fredag eftermiddag at stjæle varer fra Kvickly i Næstved for i alt 1486 kroner, men blev standset af en af de ansatte på vej ud af butikken.
Men da politiets patrulje visiterede manden i butikken, viste det sig at han havde en plade hash på 68 gram, 16 små pølsemandsposer med ét gram i hver, 7 joints, 18 gram pot og en digitalvægt på sig.

Manden blev derfor sigtet for salg af euforiserende stoffer.

Efter endt afhøring blev den 47-årige løsladt igen, men er forsat sigtet i begge sager.


Fik stjålet dyr cykel – cykeltyven sigtet for fire cykeltyverier

En mand fra Næstved anmeldte lørdag aften, at hans søn havde fået stjålet sin cykel – af mærket Canondale til en værdi af 9000 kroner.

Manden fortalte samtidig, at han havde fået at vide, at cyklen var stjålet af en 25-årig mand fra Marskvej i Næstved.

Da patruljen ankom til mandens lejlighed, viste det sig at der også stod tre andre cykler i lejligheden – ligeledes stjålet, og derfor blev den 25-årige sigtet for cykeltyveri.

Råbte efter politiet

En 19-årig mand fra Herlufmagle kan nu vente en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Søndag klokken 2.30 råbte han fucking pansere efter et par politibetjente på en tankstation i Ringstedgade.
Bøden er på 1.500 kroner, og den dukker automatisk op i den 19-åriges e-boks.

Kilde: Sydsjælland og Lolland – Falsters Politi

Kommentarer