Ulovlige knallerter – hop på biltag og fan af DSB
Her kan du læse et uddrag fra døgnrapporten fra tirsdag den 13. oktober 2020
FENSMARK: Kig på ulovlige knallerter
På baggrund af flere anmeldelser om utryghedsskabende knallertkørsel i Fensmark var en politipatrulje tirsdag aften i byen.
Betjentene fik et hurtigt glimt af en knallert, der kørte meget hurtigt, men forsvandt ind over en græsplæne i et villakvarter, og på Platanvej fik politibetjentene kontakt til fire unge på 14-16 år, som alle havde knallerter – som dog stod stille uden nummerplader.
De fire ungersvende blev vejledt om reglerne for knallertkørsel og om ikke at køre på en ulovlig knallert, og politiet holder også fremover et vågent øje med knallertkørselen i området.
NÆSTVED: Standset på stjålet knallert
Politiet standsede tirsdag klokken 20.57 en 20-årig mand fra Præstø, der kom kørende på Præstøvej uden for Næstved på en knallert.
Det viste sig, at knallerten var meldt stjålet den 30. september, og at den desuden virkede til at kunne køre hurtigere end tilladt.
Den 20-årige blev sigtet for tyveri af knallerten, som blev taget med til nærmere undersøgelse.
NÆSTVED: Hoppede på biltag
Politiet blev tirsdag klokken 23.10 kaldt til Ramsherred i Næstved, hvor vidner havde set en mand hoppe på taget af en parkeret Seat.
Den pågældende blev tilbageholdt af vidnerne i Jernbanegade.
Det var en 27-årig mand fra Næstved, som blev sigtet for hærværk.
NÆSTVED: Ville ikke forlade toget
Onsdag klokken 2.05 fik politiet en anmeldelse om, at en mand ikke ville forlade et tog, der netop var rullet ind på banegården i Næstved.
En politipatrulje fandt frem til den pågældende, som var noget opfarende og skabte uro, og for at sikre natteroen blev han anholdt klokken 2.33.
Det var en 37-årig mand fra Ikast, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Han blev taget med til politistationen i Næstved, og han blev løsladt igen klokken 9.00.
INDBRUD:
Glumsø | Bøgevej | Hus | Tirsdag klokken 9.00-16.40 | Sølvtøj, kontanter og en bærbar pc af ukendt mærke |
Næstved | Edith Rodes Vej | Hus | Tirsdag klokken 9.30-12.50 | Sølvtøj |
Næstved | Enghavevej | Hus | Tirsdag klokken 7.00-15.00 | To bærbare pc’er af mærket Asus og Packard Bell |
Kilde: Sydsjælland og Lolland – Falsters Politi.
Kommentarer