Næstved By

64-årig mand dræbt på Slagelse Landevej

En 64-årig mand fra lokalområdet er død efter at være blevet ramt af en bil på Slagelse Landevej ved Rosted mellem Slagelse og Næstved sent tirsdag aften.

Det fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Stefan Jensen.

– Der er tale om en fodgænger, som af uforklarlige årsager træder ud på vejen, hvor han bliver påkørt og dræbt, siger vagtchefen.

Manden havde intet ID på sig, hvorfor han natten til onsdag endnu ikke var blevet identificeret, men det lykkedes en af politiets patruljer at finde frem til nogle pårørende, og på den måde fandt man senere ud af, hvem han var, forklarer Stefan Jensen.

Bilisten, som ramte ham, er en 41-årig kvinde fra Slagelse.

– Hun er selvfølgelig meget rystet. Men som det ser ud, så er der som sagt tale om en fodgænger, der pludselig træder ud på vejen. Der har samtidig været mørkt, da det skete, siger vagtchefen.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog alarmopkaldet om påkørslen klokken 23.08.

Kommentarer