Uhyggelig rundvisning på Herluflille Mølle
Herluflille Mølle på Suså Landevej arrangerer søndag den 7. maj kl. 11-13 rundvisning med indlagte spøgelseshistorier.
Der er rundvisning i den gamle, renoverede mølle kl. 11.00 og kl. 12.00. Undervejs dukker bibliotekarerne Helle Behrens Eriksen og Vibeke Sølling fra Glumsø Bibliotek op og læser uhyggelige historier om genfærd og gys. Det foregår på møllens loft kl. 11.30 og kl. 12.30.
Mellem gysene trakterer Herluflille Møllelaug med kaffe og kage samt lækkerier fra grillen. Alt er gratis på dagen. Før og efter rundvisningen er det muligt at handle på møllelaugets blomster- og plantemarked, som har åbent fra kl. 10.00-16.00.
Der er ingen tilmelding. Arrangementet er støttet af Næstved Kommune.
Kommentarer