Udvidet fokus på borgerrådgivning
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi søsætter nu en forsøgsordning med borgerrådgivere. Baggrunden er et ønske om at yde borgerne en så tilfredsstillende rådgivning og vejledning som muligt.
Nogle gange kan man som borger have behov for råd og vejledning fra politiet, som ligger ud over den, man har fået ved mødet med politiet på gaden eller ved et opkald til 1-1-2 eller 1-1-4. Det kan f.eks. være, at man har været vidne til en ulykke og gerne vil have en opfølgende samtale med politiet eller er offer i en sag, der endnu ikke har fået udpeget en kontaktperson.
Konkret skal man fortsat ringe 1-1-4 for at tale med politiet – og 1-1-2, hvis henvendelsen er akut.
Men hvis henvendelsen er mere kompleks, kan der fra mandag den 3. december 2018 også på tlf. 5166 4750, der er det direkte telefonnummer til en borgerrådgiver. Borgerrådgiveren tager sig tid til at give den bedste information og vejledning, og hvis borgerrådgiveren alligevel ”kommer til kort”, kan han eller hun vælge at ringe tilbage til borgeren, når de har haft mulighed for at undersøge sagen nærmere.
Politiet håber, at borgerne i Sydsjælland og på Lolland og Falster vil få glæde af ordningen i form af flere gode råd og tættere vejledning.
Kommentarer