Fuglebjerg

Udstyr for 100.000 kroner stjålet fra Fuglebjerg Sundhedsklinik

Foto: Fuglebjerg Sundhedsklinik

Mellem tirsdag aften og onsdag morgen har der været indbrud i Fuglebjerg Sundhedsklinik på Byagervej. Her blev der stjålet massagebrikse og tilbehør for omkring 100.000 kroner.

Mellem tirsdag den 07. februar klokken 19.00 og onsdag morgen klokken 08.00 har der været indbrud på Kurt Gades sundhedsklinik i Fuglebjerg på Byagervej, skriver Sjællandske.

Ifølge Kurt Gade blev der ved indbruddet taget tre brikse, en pølle, en graviditetsmadras og et lagen. I alt er der blevet stjålet for omkring 100.000 kroner.

– Der er ikke ødelagt noget eller stjålet penge eller smykker. Der stod en bærbar computer, som de heller ikke har rørt. Det har været bestilt vare, siger Kurt Gade til Sjællandske.

Kurt Gade er i forbindelse med indbruddet nervøs for, om gerningsmændene er kunder, de har haft, som har været inde og kigge, og det skaber utryghed hos personalet. Som konsekvens af indbruddet sætter Kurt Gade nu alarm op i klinikken samt videoovervågning.

Klinikken er forsikret, og de stjålne ting bliver derfor erstattet. Han skal derfor kun betale en selvrisiko.

Anders Nielsen fra Slagelse Politi oplyser, at en patrulje onsdag eftermiddag sikrede spor fra indbruddet.

Politiet hører gerne fra vidner, som har bemærket noget i tidsrummet, hvor indbruddet blev begået.

Politiet kan kontaktes på 114.

Kommentarer