Enø

Udskældt mur på Enø er nu fjernet

En noget udskældt møddingmur, som lå ud til vejen ved det gamle Lysstøberi på Enø Kystvej, er nu efter fleres ønske blevet fjernet og erstattet med nogle store kampsten. 

Den 15. februar i år skete der en eneulykke, hvor en bil torpederede den gamle betonmur, heldigvis uden de store personskader. Muren havde i forgangstid omkranset en mødding, som hørte til det nu nedlagte lysstøberi.

Nogle mente, at muren lå for tæt på kørebanen, til stor fare for gående og cyklister, der passerede stedet. Man mente, at mellemrummet fra vej til mur var for lille. Andre mente, at hvis bare bilisterne overholdt begrænsningen på 40 km/t, kunne alle trygt færdes på strækningen.

Betonmuren er nu fjernet og erstattet med nogle store kampsten, som er rykket så langt ind på grunden, at det har givet mere plads langs vejen. De store sten er placeret der for at beskytte de aldrende bygninger, hvis en bil igen skulle komme på afveje. Det var netop den mission, den gamle møddingmur opfyldte ved sidste uheld.
Tekst & foto: Preben Madsen/Media Næstved.

Kommentarer