Uddrag fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis døgnrapport fra 18. august
Her kan du læse et uddrag fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis døgnrapport fra 18. august
VORDINGBORG: Ramte et træ
En 65-årig mand fra Næstved fik tirsdag morgen et ildebefindende, mens han kom kørende på Marienbergvej ved Vordingborg Station.
Han mistede herredømmet over bilen, ramte flere færdselsskilte og påkørte et træ.
Heldigvis stod flere vidner klar til at hjælpe, og han blev kort efter fløjet med helikopter til sygehuset.
NÆSTVED: Tørstig butikstyv
I går aftes kom en 22-årig mand ind i en kiosk på Banegårdspladsen i Næstved, hvor han i første omgang stjal en flaske Red Bull og noget vand.
Det konfronterede kasseekspedienten ham med, og den 22-årige gav ham vandflasken retur, men tog så til gengæld en flaske cola på vej ud af butikken.
Det hele endte med, at politiet blev tilkaldt, og politibetjentene fik hurtigt fat i den 22-årige, der blev anholdt og sigtet for butikstyveri.
INDSATSEN SKOLESTART FORTSÆTTER
Politiets indsats for at sikre en tryg skolestart for elever – og forældre! – ved politikredsens skoler fortsætter.
Vores betjente står klar ved områdets skoler i de tidlige morgentimer.
Her bliver der blandt andet set på, hvordan trafikken glider, om de voksne tager hensyn, bruger sikkerhedssele, og om børnene er korrekt spændt fast i godkendt sikkerhedsudstyr.
Tirsdag var politiet ved Ellekildeskolen i Sakskøbing, Byskolen i Nakskov, Broskolen i Korsør, Sundskolen i Nykøbing, Hashøjskolen ved Slagelse, Sorø privatskole, Stenoskolen i Nakskov, Holmegaardsskolen i Toksværd, Nordybskolen i Nykøbing, Vibeengskolen i Haslev og Sjølundafdelingen af Kobberbakkeskolen i Næstved.
Kun i Slagelse blev en enkelt sigtet for ikke at have spændt sikkerhedsselen og en for overtrædelse af udstyrsbekendtgørelsen.
En af politiets målebiler fra den automatiske trafikkontrol stod på Østre Landevej i Maribo, hvor to blev målt til at køre for hurtigt.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
Næstved |
Langelandsvej |
Tirsdag klokken 20.30 |
21-årig mand fra Haslev |
Narkokørsel. Der blev også fundet to joints og tre klumper hash, så den 21-årige blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer |
Kilde: Sydsjælland og Lolland – Falsters Politi.
Kommentarer