Uddrag af weekendens døgnrapport
Brand i hækken
Fredag eftermiddag brændte en ligusterhæk på Hyacintvej i Holme-Olstrup.
Det viste sig at være uforsigtig omgang med en ukrudtsbrænder, der havde antændt beplantningen, men ilden blev slukket ved hjælp af en haveslange.
Beklædningen på en garage blev sodsværtet. Politiet sigtede en 43-årig kvinde, som havde brugt ukrudtsbrænderen, for overtrædelse af beredskabsloven.
Varetægtsfængslet efter flere tyverier
En 46-årig mand blev søndag fremstillet i grundlovsforhør i retten og efterfølgende varetægtsfængslet frem til den 8. august. Han er sigtet for tyveri og forsøg på tyveri og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 46-årige var i løbet af lørdagen flere gange i politiets søgelys: Første gang var om formiddagen, hvor han forsøgte at bryde ind i en bil, der holdt parkeret på Dania i Næstved.
Her blev han anholdt klokken 9.33, og da han havde 2,6 gram hash på sig, blev han sigtet for både tyveriforsøg for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Da den 46-årige blev løsladt, begav han sig til banegården, hvor han skabte noget uro og blev anholdt igen klokken 13.10.
Da han blev løsladt klokken 16.13, fortsatte han til Vordingborg, hvor han smadrede ruderne i en stribe biler, der var parkeret på Marienbergvej og stjal flere forskellige ting fra bilerne.
Ved hjælp af vidner blev den 46-årige klokken 18.54 anholdt for tredje gang samme dag, og denne gang tilbragte han natten i politiets varetægt, indtil retsmødet søndag.
Anholdt efter vold
Politiet fik lørdag aften en anmeldelse om, at to mænd havde været oppe at slås på et værtshus i centrum af Næstved. En 29-årig mand havde fået nogle slag i hovedet, efter at han haft en uoverensstemmelse med en anden gæst, som tilsyneladende havde haft en billardkugle i hånden.
Den 29-årige var dog ikke kommet alvorligt til skade.
En 55-årig mand fra Faxe blev anholdt klokken 23.38 og sigtet for kvalificeret vold, og han blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 3.10 søndag morgen.
Ville ikke rette sig efter politiet
En politipatrulje var tidligt søndag morgen i centrum af Næstved, hvor politibetjentene holdt et vågent øje med det livlige natteliv.
En mand, som stod foran et værtshus, optrådte noget frembrusende over for andre værtshusgæster, og han ville ikke rette sig efter politiets anvisninger om at forlade stedet.
Det var en 32-årig mand fra Korsør, som blev anholdt klokken 3.15, og for at få ro på stedet blev han taget med til politistationen.
Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og blev løsladt igen klokken 7.49.
22-årig på afveje
Søndag klokken 8.26 blev politiet tilkaldt til en adresse på Snerlevej i Næstved, hvor en mand opholdt sig, men som nu var uønsket på stedet.
Det var en 22-årig mand fra Charlottenlund, som politibetjentene bortviste.
Klokken 11.24 kom endnu en anmeldelse om den 22-årige, som virkede fuld, og denne gang gik han på kørebanen på Østre Ringvej i Næstved, hvor han forsøgte at standse bilisterne.
Denne gang blev han anholdt og taget med til politistationen i Næstved, og han blev løsladt igen klokken 17.00.
Kommentarer