Næstved By

Uddrag af julens døgnrapporter

FÆRRE JULEINDBRUD

Her i juledagene har mange haft gæster i julelampens skær. Der er desværre også nogen, der har haft ubudne gæster, men set i forhold til de foregående år, ser det umiddelbart ud til, at antallet af juleindbrud er faldende.

I perioden fra den 19. december til 27. december er der i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds foreløbigt anmeldt 21 indbrud i privat beboelse. Selv om der stadig vil indløbe nogle anmeldelser, efterhånden som borgerne kommer hjem fra juleferie, er politiets forventning, at det samlede antal er mindre end de foregående år.

 

ULOVLIGT FYRVÆRKERI

Husk nu reglerne om fyrværkeri: Du må kun bruge fyrværkeri i perioden 27. december – til og med 1. januar. På borger.dk kan du finde råd og vejledning om brug af fyrværkeriet, som skal være CE-mærket for at være lovligt i Danmark. Mærkningen betyder, at producenten har fået fyrværkeriet testet og godkendt.

De fem fyrværkeriråd:

1. brug altid beskyttelsesbriller

2. brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri

3. hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden

4. hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet

5. gå aldrig tilbage til en fuser.

NÆSTVED: Havde ulovlige dopingmidler

Efter et tip rykkede politiet juleaftensdag ud til en lejlighed i den sydlige del af Næstved, da der skulle være ulovlige stoffer på stedet. I et skab fandt politibetjentene 19 tabletter med ulovlige dopingmidler, og beboeren – en 32-årig mand – blev sigtet for overtrædelse af lov om forbud mod visse dopingmidler.

HOLME-OLSTRUP: Standset med forfalskede nummerplader

Lørdag klokken 14.12 standsede politiet en bil med en 24-årig mand fra Herlufmagle ved rattet. Det skete på Landevejen i Holme-Olstrup, og her viste det sig, at de nummerplader, der sad på bilen, var forfalsket. Derfor blev den 24-årige sigtet for dokumentfalsk og for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring.

NÆSTVED: Larmede afsted i Rådmandshaven

Julenat klokken 1.27 standsede en hundepatrulje fra politiet to biler, der kørte i Rådmandshaven, og de havde begge accelereret så kraftigt, at det gav unødig røg og støj. Føreren af den ene bil var en 20-årig kvinde fra Faxe, og den anden havde en 18-årig mand fra Stensved ved rattet. De blev begge sigtet for generende og forstyrrende kørsel.

Syv personer anholdt i forbindelse med drabssag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis omfattende efterforskning af drabssagen fra Mogenstrup har hen over de seneste 16 timer ført til anholdelse af seks mænd og en kvinde.

De fleste er løsladt efter endt afhøring, men der er stadig tre anholdte i politiets varetægt – to mænd og en kvinde. Mandag eftermiddag i dag blev den efterlyste mand og en kvinde anholdt af politiet. De blev truffet i et boligområde i nærheden af gerningsstedet.

Den mand, der er mistænkt for at stå bag selve drabet, fremstilles i grundlovsfør tirsdag. Der begæres lukkede døre.

NÆSTVED: Uenighed med dørmand

En gæst i byens natteliv ragede tidligt mandag morgen uklar med dørmanden på et værtshus i Ramsherred i Næstved. Han slog ud efter dørmanden, som blev ramt, men han blev herefter tilbageholdt, indtil politiet ankom. Det var en 40-årig mand fra byen, som blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven, og han fik samtidig et forbud mod at komme på værtshuset fremover.

FENSMARK: 17-årig med hash på lommen

Mandag klokken 23.18 fik politiet en anmeldelse om, at flere unge opholdt sig ved en børnehave på Kildegårdsvej i Fensmark, og at det gav noget uro i området. Da politiet ankom, bemærkede betjentene, at der lugtede kraftigt af hash, og de visiterede en gruppe på seks unge i alderen 16-18 år. En 17-årig fyr fra lokalområdet havde 4,4 gram hash og 15 gram skunk på sig, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han står nu til en bøde på 1.500 kroner for overtrædelsen.

Kommentarer