Næstved By

Uddrag fra julens døgnrapporter

Her kan du læse et uddrag fra døgnrapporterne fra juledagene (23.-27. december)

20-årig sigtet for at sælge stoffer

Politiet fik lillejuleaften en anmeldelse om, at der muligvis blev solgt ulovlige stoffer fra en bil, de kørte i Næstved.
Bilen blev kort efter standset i krydset Parkvej/Odensevej og en 20-årig mand, der var i bilen, havde da også to mindre klumper hash på sig. Den 20-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

18-årige sigtet for vold

Juledag klokken 20.07 fik politiet en anmeldelse om, at en mand havde set et pizzabud køre venstre om et helleanlæg og generelt ikke overholdt vigepligten på Karrebækvej i Næstved.
Anmelderen kørte efter pizzabuddet, mens han stadig talte i telefon med politiet.
Og på et tidspunkt standsede de, og anmelderen tog kontakt med pizzabuddet, som pludselig slog anmelderen med knytnæve.
Kort efter var politiet på stedet, og det mandlige pizzabud, som er 18 år og fra byen, blev anholdt og sigtet for vold.

Kørte vildt og fik adskillige sigtelser

Under en patruljering fik to betjente sent juledag klokken 23.57 øje på en grå bil, som kører alt for hurtigt på Fensmarksvej i Fensmark. Patruljen gav tegn til bilen om at standse, men føreren gassede op og prøvede at køre væk.
Den grå bil kørte bl.a. venstre om flere helleanlæg, og kørte på stisystemer med høj hastighed til fare for både gående og cyklister.
Til sidst punkterede den grå bil ved Kildegårdsvej og flere unge mænd stak af fra bilen.
Politiet fik dog kort efter fat i to mænd på 22 og 20 år – begge fra lokalområdet.
Den 20-årige, der var fører af bilen, blev sigtet for at have forvold fare for liv eller førlighed, for spirituskørsel, for at køre i påvirket tilstand, for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for at køre venstre om et helleanlæg (to gange), for at køre bil i frakendelsestiden.

Havde ulovlige stoffer

En politipatrulje kørte lørdag klokken 22.54 på Ydernæs, og for enden af Fiskerhusvej holdt en bil parkeret.
Der var en 34-årig mand i bilen, som lugtede tæt af hash.
Derfor besluttede politibetjentene at visitere manden, og de fandt da også 1,6 gram hash og 0,1 gram kokain.
De ulovlige stoffer blev konfiskeret, og den 34-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Fyrværkericontainer skåret op ved SuperBrugsen

Ukendte gerningsmænd har på et tidspunkt fra lillejuleaften klokken 18.00 til den 27. december klokken 9.50 skåret en container op – formentlig ved hjælp af en vinkelsliber – som stod ved SuperBrugsen på Byagervej.
Containeren indeholdt fyrværkeri, og tyveriet blev opdaget, da salget af fyrværkeri skulle forberedes søndag formiddag.
Der er stjålet varer fra flere paller og til en værdi af adskillige tusinde kroner.

Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har hørt larm eller som har bemærket mistænkelige personer på stedet.
Ring til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.

Kilde: Sydsjælland og Lolland – Falsters Politi. 

Kommentarer