Næstved By

Uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 22.-24. oktober

19-årig sigtet efter ordensbekendtgørelsen

En 19-årige mand blev søndag morgen kortvarigt anholdt, efter at han havde forstyrret politiets arbejde i Ramsherred.
Politibetjentene var i gang med at tale med en anden mand, der havde skabt noget uro på et værtshus, og den 19-årige blandede sig i diskussionen.
Han blev derfor anholdt klokken 4.25 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og for at få ro på stedet, blev han taget med til politistationen i Næstved.
Her blev han afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 5.49.
Han står til en bøde på 1.000 kroner for overtrædelsen.

Knallertkontroller

På baggrund af flere bestilte trafikkontroller, der alle handlede om knallerter, havde politiet i fredags mellem klokken 13.28 og 15.05 kontroller af knallerter i hele Fensmark og Holme-Olstrup.
Det resulterede i, at fire knallerter blev testet, om de kunne køre hurtigere end tilladt – det kunne de heldigvis ikke, alle var lovlige.
Til gengæld blev en taget i at køre narkopåvirket på knallert, og en havde ikke sin knallertforsikring i orden.

Ulovligt ophold i parkeringshus

I parkeringshuset på Grønvej i Næstved stødte en politipatrulje fredag klokken 20.15 på en flok unge mennesker, der ikke havde noget at gøre på stedet.
Fire blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen, en efter knivloven og en efter lov om euforiserende stoffer, fordi han havde hash på sig.

To mænd sigtet for butikstyveri

Søndag eftermiddag blev et par butikstyve opdaget i Bilka i Næstved Storcenter, da de i et omklædningsrum havde pillet alarmerne af flere forskellige ting og forsøgt at forlade butikken uden at betale for dem.
Det drejer sig om to mænd på 30 og 39 år fra udlandet. De blev sigtet for butikstyveri.

 27-årig sigtet for vold

Politiet fik søndag klokken 19.11 en anmeldelse om, at flere personer havde været i noget klammeri udenfor McDonald’s på Blegdammen.
En mand havde umotiveret slået og sparket ud efter tre andre, og kort efter mødte politibetjentene en mand, der svarede til beskrivelsen på Indre Vordingborgvej.
Det var en 27-årig mand fra Næstved, som blev anholdt klokken 19.24 og sigtet for vold.
Det overvejes i øjeblikket, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.

Kilde: Sydsjælland og Lolland – Falsters Politi

Kommentarer