Næstved By

Uafhængig formuerådgiver åbner kontor i Næstved

Foto: Jakob Holck Kunde- og Salgsdirektør Miranova.

Folk og selvstændigt erhvervsdrivende på Sydsjælland med opsparing får nu en ny mulighed for at få uafhængig rådgivning. Formueforvaltningsvirksomheden Miranova har nemlig lige åbnet kontor i Næstved her i september.

Miranova har ydet uafhængig investeringsrådgivning siden 2008, og formueforvaltning siden 2013, men kontoret i Næstved bliver Miranovas tredje filial ved siden af hovedkontoret i Søborg. 

”Vi har længe ønsket at åbne en filial, fordi flere og flere af vores kunder efterspørger rådgivning ansigt til ansigt, og tæt på hvor de bor,” fortæller Jakob Holck, som skal lede kontoret i Næstved.

Rådgivning ved et møde kunne man før i tiden let få i banken, men antallet af bankfilialer i Danmark er blevet mere end halveret siden finanskrisen, og det har også kunnet mærkes på Sydsjælland og Lolland/Falster. I stedet bliver kunderne henvist til telefonrådgivning og netbanker.

”Rigtig mange mennesker er glade for at bruge bankernes netbanker, men lige akkurat når det kommer til formuerådgivning, så vil de gerne sidde over for et levende menneske,” siger Jakob Holck.

”Det drejer sig trods alt om spørgsmål, der kan betyde forskellen på, om man kan leve nogenlunde, som man gerne vil, når man bliver pensioneret, eller om man kommer til at suge på labben, når man har fået sin sidste månedsløn udbetalt eller solgt sin virksomhed.”

Jakob Holck tager ikke kun imod kunder på kontoret, der får adresse på Toldbodgade 4.
Jakob kommer også gerne hjem til én, og også gerne efter arbejde.

”Vi har valgt at lægge vores en filial her, fordi det er en del af landet, som er blevet ret hårdt ramt af filiallukninger.”

Er uafhængig

Miranova er en uafhængig rådgiver og formueforvalter – det vil sige, at Miranova ikke selv udbyder investeringsprodukter, og ikke får provision eller anden betaling fra de investeringsforeninger, man anbringer kundernes opsparing i.

”I modsætning til bankerne har vi ikke vores egne investeringsforeninger og tjener ikke på at købe og sælge” siger Jakob Holck.

”Det betyder, at vores kunder kan være sikre på, at hvis vi anbefaler en investering, så er det, fordi den passer til kunden, og ikke fordi vi får provision – for det gør vi ikke.”

Miranovas eneste indtægter er det honorar, kunderne betaler Miranova direkte.

Om Miranova

Miranova er en uafhængig investeringsrådgiver og formueforvalter, som blev grundlagt i 2008 af Rune Wagenitz Sørensen. Miranova arbejder med såkaldte ETF’er – investeringsfonde fra store internationale investeringsselskaber, der på grund af deres størrelse har meget lave omkostninger og dermed øger sandsynligheden for større afkast til kunderne. De er de seneste år blevet mere og mere udbredte, også i Danmark, hvor bankernes traditionelle investeringsforeninger ellers har domineret markedet.

Adresse: Miranova. Toldbodgade 4, 4700 Næstved.

Kommentarer