Unge mænd mistænkte for juleindbrudsbølge fortsat varetægtsfængslet
De to unge mænd på 21 og 22 år, der mistænkes for at have stået bag 22 indbrud i juledagene i Karrebæksminde har frivilligt fortsat deres varetægtsfængsling.
Onsdag den 25. januar var de to unge mænds sag for Retten i Næstved, og her gik begge mænd frivilligt med til at forlænge deres varetægtsfængsling frem til den 22. februar.
Den 28. december blev begge fremstillet i et grundlovsforhør. I første omgang havde politiet kun bevismateriale til at sigte den 22-årige unge mand for seks indbrud og et biltyveri, mens den 21-årige kun kunne sigtes for to biltyverier.
Læs også: Helle afslørede tyve mistænkt for lokal indbrudsbølge
Dog er efterforskningen stadig i gang, og der er ligeledes stadig mange tyvekoster, der skal gennemgås.
Takket være en opmærksom nabo på Havbakken i Enø, blev de to tyve grebet på fersk gerning omkring klokken 04.00 om morgenen onsdag den 28. december. De stak begge af fra politiet, men den 22-årige kunne ikke løbe fra en kvindelig betjent, og den 21-årige blev fundet og anholdt hos sin ekskæreste på et kollegieværelse i Næstved.
Læs også: Karrebæksminde-tyv fundet sovende hos ekskæreste i Næstved
De nægter sig begge skyldige i de fleste af forholdene, og kan ikke forklare, hvordan samtlige tyvekoster var endt i den stjålne Citroën C1, de kørte rundt i.
Kommentarer