Erhverv

Tværkommunalt samarbejde skal ruste sjællandske virksomheder i kampen om medarbejderne

ArbejdskraftAlliance-konsulenterne, fra venstre: Peter Bisgaard, Thomas Nymann Nederland, Tanya Birch, Jeanette Andersen, Henriette Baun Gautier, Morten Hass Augustsen, Peter Fjerring og Dennis Lisner Thyssen. Pressefoto

Med en stigende udfordring for virksomheder i Sjælland med at rekruttere kvalificerede medarbejdere har otte kommuner på Sjælland taget det første skridt mod at adressere denne problemstilling gennem et nyt tværkommunalt samarbejde, ArbejdskraftAlliancen.

Mangel på arbejdskraft kan have store konsekvenser, for små og mellemstore virksomheder i regionen. Derfor er det afgørende at samarbejde på tværs af kommunegrænserne. Vi skal nedbryde silotækningen og have fokus på at hjælpe virksomhederne i fællesskab, lyder det i en pressemeddelelse.

ArbejdskraftAlliancen blev oprindeligt etableret tilbage i 2018 som et projekt under Næstved Erhverv. Succesen med dette projekt har ført til, at Region Sjælland har valgt at finansiere at projektet udbredes i et udvidet samarbejde mellem erhvervsservice i otte kommuner: Faxe, Frederikssund, Holbæk, Kalundborg, Næstved, Ringsted, Roskilde, og Stevns.

ArbejdskraftAlliancen består af et etableret netværk med mere end 40 offentlige og private aktører. Netværket rummer det kommunale jobcenter, private rekrutteringsbureauer, regionens uddannelsesinstitutioner, faglige organisationer og offentligt støttede kampagnetilbud. Formålet med ArbejdskraftAlliancen er at tilbyde virksomheder en samlet adgang alle disse aktører og tilbud suppleret af en uvildig, fortrolig og gratis vejledning om rekruttering, tilknytning, videreuddanne og tiltrækning af studerende, elever praktikanter med videre.

– Med ArbejdskraftAlliancen adresserer vi en voksende udfordring for mange virksomheder. Vi gør det nemt for den enkelte virksomhed at orientere sig i et komplekst marked med mange aktører og tilbud, når det gælder rekruttering, uddannelse og tilknytning. Med ArbejdskraftAlliancen får virksomheder en mulighed for at hente vejledning ét sted, siger Rasmus Holst-Sørensen, direktør for Næstved Erhverv.

Støtte fra Region Sjælland

Region Sjælland støtter indsatsen med 1 million kroner.

– Når regionens virksomheder har det godt, har regionen det godt. Derfor er det vigtigt, at vi giver virksomhederne i Region Sjælland de bedste forudsætninger for vækst og udvikling. En vigtig brik i det er, at det er muligt at rekruttere den nødvendige arbejdskraft. Med ArbejdskraftAlliancen bringer vi de relevante aktører sammen om at matche sjællandske virksomheder med de mange dygtige borgere, der står på spring for at bidrage til samfundet, udtaler Christian Wedell-Neergaard, formand for Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde i Region Sjælland.

ArbejdskraftAlliancen har en fælles hjemmeside, hvor virksomheder i de otte nævnte kommuner kan finde information om de forskellige emner, som de lokale ArbejdskraftAlliance-konsulenter kan hjælpe med.

Kommentarer