Samfund

Trygheden er høj i Sydsjælland og på Lolland-Falster

Politidirektør Lene Frank.

Tryghedsundersøgelsen for 2022, som Justitsministeriet står bag, er netop udkommet. Den viser i hovedtræk, at trygheden både her i politikredsen og i resten af landet er høj.

Resultatet af den seneste tryghedsundersøgelse er ikke til at tage fejl af: Hele 88% af borgerne i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds angiver, at de grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag. Samtidig har mere end 83% tillid til, at politiet hjælper, når der er brug for det.
Der er nogle mindre udsving fra kommune til kommune, hvor især Sorø, Faxe, Næstved og Vordingborg kommuner ligger højt, når det handler om at føle sig tryg.
– Selv om det ikke alene er politiets arbejde, der afgør om borgerne føler sig trygge eller ej, så er det alligevel en undersøgelse, der er vigtig for os. Ikke mindst de tal, der viser om borgerne har tillid til at vi hjælper, når der er brug for det. For det siger noget om kvaliteten af det arbejde, vi hver eneste dag døgnet rundt leverer i mødet med borgerne, siger politidirektør Lene Frank.

Noget af det, som borgerne angiver som mest utryghedsskabende er hensynsløs kørsel i bil, på motorcykel eller på knallert mv. Det er et område, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har stort fokus på. Faktisk er det lykkedes, at sigte 300 for vanvidsbilisme siden de nye bestemmelser trådte i kraft i 2021. Og alene i 2022 havde vi hele 810 bestilte færdselskontroller, hvor borgere har bedt os om at lave kontroller på strækninger, hvor de oplever problemer.

– En af politiets vigtigste opgaver er jo bl.a. at skabe tryghed, så på den måde er tryghedsundersøgelsen en slags karakterbog. Og høj tryghed og høj tillid til politiet selvfølgelig et resultat, vi er glade for, slutter politidirektør Lene Frank.

Kommentarer