Holme-Olstrup

Trygfonden hjælper Lundebakke Gymnastik Forening med sikkerhed

Skrevet af: Joy Sørensen

Lundebakke Gymnastikforening modtager 20.000 kr. fra Trygfonden til at forbedre sikkerheden på motorikholdet.

Vi er fantastisk glade for at modtage hjælp til netop dette gymnastikhold, da øvelserne skal leges ind, og det kræver særlige redskaber.

Motorikbørnene er et hold for børn, som har motoriske problemer. De har ofte ikke mulighed for at udvikle sig motorisk i Folkeskolen. Derfor er dette et rigtigt godt tilbud for børn i alle aldre på et lille gymnastikhold, hvor der er tid til det enkelte barn.

Vi bruger redskaberne på holdet til at lege-træne de forskellige grundøvelser fra gymnastikken. Det kræver redskaber, som er specielt indrettet f.eks. i lav højde eller med et ekstra håndtag/fodstøtte til at holde balancen. Vi har bl.a. fået den lokale smed til at højne sikkerheden. Han afmonterede ben på vores gamle trampolin, så det er lettere at komme op i trampolinen, når det er svært at holde balancen.

Gymnastikforeningen har en utrolig stor betydning for lokalsamfundet i Toksværd, Holme-Olstrup og opland. Det er vigtigt, at vi skaber plads og udviklingsrum til alle – uanset behov.

Tak for støtten til Lundebakke Gymnastikforening! Det er guld værd for os.

Joy Sørensen, Formand, Lundebakke GF

Dette er en foreningsnyhed indsendt af Joy Sørensen fra Lundebakke Gymnastikforening. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer