Trusler, bilbrand og blotteri
Se uddraget fra mandagens døgnrapport
Har du fundet ubrugt fyrværkeri?
De seneste dage har flere borgere henvendt sig til politiet, fordi de fundet fyrværkeri, der ikke er eksploderet, og i nogle tilfælde er der tale om ulovligt fyrværkeri form af fx chrysantemumbomber. Mandag var det i Sakskøbing og i Dianalund, hvor der var dukket genstande op, som kunne være ubrugt fyrværkeri. Hvis du finder noget, så undgå så vidt muligt at røre ved genstandene, men tag evt. et billede og kontakt politiets servicecenter på tlf. 1-1-4 for nærmere vejledning.
Meldte sig selv efter bilbrand
Torsdag mellem jul og nytår udbrændte en Audi, der holdt parkeret på en p-plads på Ved Stadion. Det skete, efter at bagruden var blevet knust af noget fyrværkeri, og nogle raketter havde antændt bagagerummet. Bilen blev efterfølgende erklæret totalskadet. Mandag meldte to mænd på 18 og 19 år sig selv til politiet og indrømmede, at de havde smidt bomberør og raketter ind i bilen. De to, der er fra lokalområdet, blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og beredskabsloven.
Blottede sig – sigtet for blufærdighedskrænkelse
En kvinde anmeldte mandag klokken 9.58, at hun netop havde kørt forbi en mand, som stod på Fabriksvej i Næstved, og som havde blottet sig for hende. På grund af signalementet fandt en politipatrulje hurtigt frem til den pågældende, der var en 42-årig mand, hvis lynlås fortsat stod åben. Han blev anholdt klokken 10.10 og sigtet for blufærdighedskrænkelse. Ved afhøringen på politistationen fortalte den sigtede, at han havde skullet tisse, men havde vendt sig om mod trafikken. Han blev løsladt igen klokken 12.05, men er fortsat sigtet i sagen.
Sigtede 16 cyklister for at køre i gågaden
Færdselspolitiet aflagde mandag mellem klokken 10.20 og 11.40 et besøg i Ringstedgade i Næstved i den del, som er udlagt til gågade. Her blev ikke færre end 16 cyklister standset på deres køretøj – og sigtet for at cykle i gågaden. En enkelt på et elløbehjul blev også sigtet for at køre i gågaden.
Hjulspin uden kørekort
En 20-årig mand fra Næstved gjorde mandag klokken 18.57 opmærksom på sig selv og sin tilstedeværelse på Kvægtorvet. Han var blevet standset i bil af en politibetjent, og da han skulle til at se kørekort, gassede den 20-årige op og med larm og hjulspin kørte han fra stedet. Måske i den overbevisning, at betjenten var alene på stedet, men en anden betjent var dog på spring i en politibil og fik standset den 20-årige på Banegårdspladsen. Her viste det sig, at han ikke havde noget kørekort, og at han ikke havde spændt sikkerhedsselen. Desuden virkede han påvirket af stoffer, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret, for at køre uden sikkerhedssele og for forstyrrende kørsel. Ejeren af bilen – en 39-årig kvinde, blev sigtet for at overlade sin bil til en person uden kørekort.
Kommentarer