Karrebæksminde

Trubadur på tur – Kim Schwartz gæster Enø Grill & Steakhouse

Lørdag den 25. juli kan du opleve trubaduren Kim Schwarts ved Enø grill & steakhouse fra kl 20.

Sangeren og sangskriveren Kim Schwartz udsætter sit 25-års jubilæum til 2021 på grund af Covid-19 og hopper i stedet ombord på sin båd for at sejle landet rundt, møde mennesker og spille hyggelige intimkoncerter i en række danske havne.

”Det handler både om økonomisk overlevelse og om at hente en masse inspiration”, fortæller sangeren, der glæder sig til at stikke til søs med sin guitar, en håndfuld sange og lysten til at møde en masse mennesker.

”Jeg elsker at møde livet og i det hele taget mennesker og deres historier. Og så tror jeg, at der er et stort behov for at sprede glæde og sammenhold gennem musik og god stemning især her midt i en tid præget af Corona-virus. Musikken skal jo ud til folket og det har altid været trubadurens opgave at drage ud, opleve livet og tage oplevelser og historier med sig og dele videre rundt forskellige steder.  Det har jeg tænkt mig at gøre nu,” fortæller Kim Schwartz.

Havet har altid spillet en stor rolle i Kims liv. Som 18-årig fik han en tjans på den danske isbryder Nanok S og arbejdede som ”workaway” på en vild og lærerig tur fra Svendborg til Melbourne.

”Jeg troede egentlig, at jeg skulle være tømrer, men det gik ikke. Jeg lærte at spille lidt guitar af en vietnamesisk flygtning der hed Young. Han boede på håndværkerhøjskolen i Haslev og sådan fik jeg smag for mere i musikken. Jeg kedede mig grusomt og en dag spurgte min far: ”Vil du herud til Australien? Så skal du mønstre Nanok S i Svendborg på onsdag om to uger”. Jeg sprang til og så fik jeg pludselig travlt, med at få lavet visum og kysse Susanne farvel. I den gamle proviant på kajen i Svendborg, købte jeg et par gummistøvler, en kasse cola og et karton smøger og så kunne jeg jo nok klare mig på turen til Australien, tænkte jeg.

Turen til Melbourne blev Kim Schwartz’ møde med livet på søen, lange aftener og nætter med historiefortælling fra ensomme sømænd, højhusehøje bølger i Biscayen og synet af hvaler, albatros, og flyvefisk i det Indiske Ocean vækkede Kims interesse og forståelse for store vidder og naturens kræfter.

Det blev også til en tid med hård disciplin og arbejde i et fællesskab, hvor alle måtte tage en tørn.

I dag elsker han stadig at sejle og tager afsted i sin båd så tit han kan. Både for at fiske, lytte til vinden, eller for at samle inspiration til den næste sang.

”For mig handler det nok mest om den fred og ro der er, når jeg sejler. Tid til tanker simpelthen. Så kan jeg jo få bearbejdet alle de ting jeg har i hovedet hjemmefra”, siger Kim Schwartz.

Når ”Trubadur på Tur” stævner ud fra Havnen i Køge i juli måned glæder Kim Schwartz sig mest af alt til at møde nye egne og nye mennesker, høre deres historier og slå en sludder af.

”Og så bliver det selvfølgelig også dejligt at spille mine sange for dem jeg møder på min vej”.

Kims store bagkatalog rummer sange til næsten hvert et sindelag og formålet er, at sprede inspiration og fællesskab i kampen mod den situation vi alle står i netop nu.

“Der er sgu brug for en sang lige nu,” slutter Kim Schwartz.

I de næste par sommermåneder gæster ”Trubadur på Tur” havne i blandt andet Middelfart, Rødvig, Køge, Kalvehave, Karrebæksminde, Skælskør og mange flere er på vej.

”Så hvis ikke du har travlt og sir du ska’ gå. Så får du en sang om det jeg tænker på”.

Bord reservation anbefales. Tlf. 55442485

Kommentarer