Trist beslutning truffet af Omsorgsudvalget d. 6.12.2017
Skrevet af: Tove Nordmark Grønvold
Klub Næstved havde søgt om 150.000 kr. til at fortsætte aktiviteterne for de udviklingshæmmede i Næstved Kommune. Dette blev som bekendt ikke bevilget, derimod fik de 75.000 kr. fra Frivillighedspuljen 2018 – §18
Det er beskæmmende med en sådan beslutning. Især oven på en valgkamp, hvor samtlige byrødder havde været til valgmøde i klubben. Løftebrud vil vi andre kalde det.
Brugerne er sårbare og let forførbart “stemmekvæg”. Jeg opfatter det som uetisk optræden af jer politikere.
Det er en trist beslutning, det afgående omsorgsudvalg brillerer ved at træffe.
Det er en lille sum penge i det store kommunale budget. Disse borgere har disse aktiviteter og værested som deres eneste alternativ til sofaen og TV’et i deres hjem.
De får opfyldt et socialt behov, mulighed for aktiviteter og arrangementer, som eliminerer ensomhed og isolation, udvikler og understøtter muligheden for socialt fællesskab, relationer, medbestemmelse samt ansvar.
Der er en socialpædagog tilknyttet Klub Næstved, resten af aktiviteterne er baseret på frivillighed, og det er et enormt godt arbejde, de udfører!
Jeg kunne fristet til at mene, at kommunen baserer noget af servicelovens forpligtigelser på frivillighed.
Hvad kan vi som menige borgere og pårørende gøre, andet end at gøre indvendinger.
Hvorfor er det ALTID de ældre og handicappede, der skal betale prisen? De kan jo heller ikke selv gøre oprør og brokke sig, hvem “gider” høre på dem?
Dette er et læserbrev indsendt af Tove Nordmark Grønvold. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer