Trio bag kassedyk i SuperBrugsen i Fuglebjerg
Fuglebjerg: politiet vil meget gerne høre fra eventuelle vidner til to kassedyk søndag aften.
Søndag den 28. august ved 19-tiden fik politiet en anmeldelse om et kassedyk fra SuperBrugsen i Fuglebjerg. To personer havde distraheret en kassemedarbejder mens en tredje havde stjålet et bundt sedler fra kasseapparatet. Det skriver Sjællandske.
Politiet formoder, at det var de samme tre personer, der ved 18-tiden havde foretaget et lignende kassedyk i Dagli’Brugsen i Flakkebjerg.
De tre gerningsmænd beskrives således:
A: En dansk mand mellem 35 og 45 år gammel, cirka 185 til 190 cm høj, almindelig til spinkel af bygning, med kort kommunefarvet hår. Han bar en brun skindjakke med optrukne ærmer, blålige jeans og solbriller.
B: En dansk mand mellem 32 og 45 år gammel, cirka 190 til 205 cm høj, spinkel/ranglet af bygning, kort lysere hår. Han bar en sort t-shirt med to hunde med tekst på brystet, blålige jeans, en lys cap samt solbriller.
C: En dansk kvinde omkring 25 til 30 år gammel, cirka 165 til 170 cm høj, almindelig af bygning, langt brunt glat hår. Hun bar en grålig cardigan, en hvid top, en cowboy-nederdel, gamacher og sandaler.
De tre tyve kørte i en mindre mørk personbil, der mangler en hjulkapsel på det højre forhjul.
Politiet vil meget gerne høre gerne fra vidner, der har oplysninger til sagen, på telefon 1-1-4.
Kommentarer