Næstved By

Tre personer lurede på dankortkode

En 55-årig kvinde bemærkede torsdag eftermiddag, at tre personer foran lurede på en dankortkode, mens en kvinde var ved at betale.

En vaks kvinde på 55 år fra Næstved-egnen var torsdag eftermiddag den 16. marts i en discountbutik på Åderupvej i Næstved. Der var endnu ikke lang nok kø til at åbne endnu en kasse – men det må have været tæt på – da kvinden bemærkede, at tre andre personer i køen stod lige lovlig tæt på en kvinde, der var ved at betale.

Den 55-årige så, at de tre personer aflurede kvindens kode, og så greb den 55-årige ind, kontaktede kvinden og advarede hende om situationen. På vej ud fra parkeringspladsen kørte den 55-årige dame lige efter den dankortskode-aflurede kvinde, men en tredje bil trak ’tilfældigvis’ ind mellem de to og fulgte efter damen med dankortet.

Den 55-årige kvinde fulgte diskret efter de to køretøjer, og da hun så, at de drejede ind samme sted, kørte hun lidt videre og returnerede så for at sikre sig, at alt var ok med kvinden med dankortet.

Det viste sig, at de tre personer i bilen, som havde luret dankortkoden, havde kontaktet kvinden og bedt om at låne en telefon, men det havde kvinden afslået, og så var de tre personer draget bort igen med uforrettet sag.

Bliver man kontaktet af de tre personer, er det fornuftigt at være agtpågivende, og de beskrives som følger:

A: Mand af østeuropæisk udseende, 35-40 år gammel og 170-175 centimeter høj. Han havde kort, sort hår og skægstubbe.

B: Mand af østeuropæisk udseende, 35-40 år gammel og 170-175 centimeter høj. Han bar en hvid kasket.

C: Kvinde af østeuropæisk udseende, 30-35 år og 160-165 centimeter høj. Brunt, mellemlangt hår.

Udover at være på vagt, hvis man ser de her tre personer, bedes man også kontakte politiet på 114.

Kommentarer