Tre anholdt ved Tappernøje efter tyveri af speedbåd
Tappernøje: En vaks medborger sørgede natten til torsdag for at politiet kunne anholde tre mænd der havde stjålet en speedbåd i Ishøj.
Natten til torsdag den 15. september klokken 1.20 fik politiet en anmeldelse fra en trafikant på Sydmotorvejen om, at der kørte en bil med en uindregistreret påhængsvogn med en stor speedbåd på. Vidnet gelejdede politiet til rastepladsen ved Tappernøje, hvor bilen var kørt ind.
Her fandt politiet frem til vogntoget, og der var ganske rigtigt ingen nummerplade på påhængsvognen. Føreren af bilen var en 27-årig mand fra Horbelev, og der var yderligere ene 20-årig mand, også fra Horbelev, og en 21-årig mand fra Toreby med i bilen.
Den 27-årige havde ikke noget kørekort, og han virkede påvirket af hash.
Derudover viste det sig, at speedbåden var stjålet tidligere på natten i Ishøj, og de tre mænd blev anholdt og sigtet for tyveri af båden.
Den 27-årige blev også sigtet for kørsel i påvirket tilstand og for kørsel uden førerret, og politiet fandt en lille klump hash på den 21-årige, så han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
De blev alle tre taget med til politistationen i Næstved, hvor de nu skal afhøres.
Kommentarer