Glumsø

Travl weekend for indbrudstyvene i Næstved Kommune

Indbrudstyvene i Næstved Kommune har slet ikke holdt weekendfri. Politiet  har modtaget anmeldelse om en række indbrud i såvel Næstved by som i omegnsbyerne.

På Herluf Trollesvej i Næstved blev udbyttet ved et indbrud mellem lørdag kl. 17.40 og søndag kl. 01.25 nogle smykker. Lørdag mellem kl. 13 og søndag kl. 11 havde et hus på Holbergsvej ubudne gæster. Der er dog tilsyneladende ikke umiddelbart stjålet noget.

På Maglegårdsvej var tyve på spil i to villaer lørdag aften. I det ene hus er der stjålet jubilæumsmønter, sølvtøj og guldsmykker, mens udbyttet ved det andet indbrud endnu ikke er opgjort.

Også Fuglebjerg blev ramt af de kriminelles aktiviteter. På Anne Marie Vej gik det ud over to huse. I det ene tilfælde er der ikke umiddelbart konstateret, at noget er forsvundet, mens der ved det andet indbrud er stjålet kontanter.

På Lærkevej i Fuglebjerg blev ligeledes to huse hjemsøgt at tyve. Ved det ene indbrud, der blev begået mellem lørdag kl. 17 og søndag kl. 10, er der stjålet personlige papirer. I det andet hus på Lærkevej har indbruddet fundet sted mellem fredag kl. 18 og søndag kl. 14.50. Udbyttet blev nogle smykker.

Endelig har der været indbrud i et hus på Spurvevej i Glumsø mellem lørdag kl. 16 og søndag kl. 0.40. Intet ses stjålet. Det samme er tilfældet ved et indbrud i en villa på Plantagevej i Herlufmagle begået søndag mellem kl. 17 og 18.35.

Kommentarer