Næstved By

Transport af møllevinger skabte forsinkelser

Tre køretøjer med møllevinger på hver 65 meter skabte torsdag aften mindre forsinkelser for andre trafikanter, da de store særtransporter skulle passere rundkørslen ved Karrebækvej-Vestre Ringvej i Næstved.

De tre transporter var læsset med møllevinger, som skulle leveres til Saltø Gods, hvor der i øjeblikket bliver arbejdet på opsætningen af 3 kæmpe vindmøller, der leveres af Vestas.

Det var ellers meningen at der skulle være opsat 4 møller, men på grund af beboerprotester blev møllen tættest på Bistrup by droppet. De tre andre møller får en højde på hver 150 meter og kan levere 3,3 megawatt pr. stk. Den samlede produktion vil kunne forsyne omkring 7600 husstande med strøm.

Mammoet Wind A/S fra Brande står for den noget specielle transport, som  krævede, at en del vejskilte på ruten blev fjernet. Flere steder var der i forvejen lagt køreplader ud i rabatterne, for at de lange og tunge køretøjer med fjernstyrede bagender ikke skulle synke i, når de skar hjørnerne.

Transporten torsdag var en ud af flere leverancer, der skal til, inden vindmøllerne på Saltøs jord er færdige. Derfor vil kørepladerne i rundkørslerne ligge der et par dage endnu.

 Dygtige og erfarne chauffører sidder bag rattet og koordinerer kørslen sammen med deres følgebiler. Dagens transport startede i Brøndby omkring kl.18, gik ad motorvejen til Rønnede og videre via landevejen og den nye Nordre Ringvej i Næstved ud til rundkørslen på Slagelsevej.

Næste forhindring var rundkørslen ved Karrebækvej-Vestre Ringvej, og den sidste rundkørsel, der skulle passeres, var den, der skiller vejene mod Karrebæksminde og Skælskør.

Turen sluttede ved 20-tiden på byggepladsen et stykke op ad Saltøvej efter at hele turen var gået efter planen.

Tekst & foto: Preben Madsen/Media Næstved

Kommentarer