To mænd tiltalt for tre skudepisoder i Næstved
To mænd med forbindelse til rockergruppen Bandidos er blevet tiltalt for tre skudepisoder i Næstved i efteråret 2016.
Af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i, fremgår det, at to unge mænd med forbindelse til Bandidos er anklaget for at have forsøgt af dræbe et medlem af Satudarah.
Drabsforsøget fandt sted på Parkvej i Næstved den 23. september 2016, hvor to mænd på nu 18 år affyrede skud mod en 30-årig mand. Han blev ramt, men overlevede sine kvæstelser.
Læs også: Flere gerningsmænd involveret i skudepisode fredag
Mændene er desuden tiltalt for to andre skyderier;
Natten til den 04. oktober 2016 affyrede mændene ifølge tiltalen skud mod en bolig på Kildemarksvej i Næstved, hvor fem personer opholdt sig. Ingen blev ramt.
Den 13. oktober skød mændene ifølge tiltalen to gange gennem en rude til et barneværelse, hvor et barn lå og sov. Ingen blev ramt af skuddene.
Læs også: Flere skud affyret mod hus på Kildemarksvej
I alt blev der registreret fem skudepisoder i Næstved, hvilket fik politiet til at oprette visitationszoner, hvor politiet må kropsvisitere personer uden at have mistanke om, at de har gjort noget forkert.
Straffesagen mod de to unge mænd bliver behandlet som en nævningesag ved Retten i Næstved. Anklagemyndigheden vil kræve fire års fængsel eller derover.
Straffesagen er endnu ikke berammet.
Kommentarer