Kultur

Tilbud til unge forfatterspirere: Tre dages skriveskole i sommerferien

Martin Vinther Madsen og Erik Sølvsteen hjælper unge forfatterspirer på vej tre dage i starten af august. Foto: Næstved Bibliotek

Går du med en forfatterspire i maven? Er du mellem 12 og 15 år, og mangler du noget sjovt at lave i sommerferien? Så er der godt nyt. Tirsdag den 6. august til torsdag den 8. august kan du deltage i Næstved Biblioteks skriveskole.

Den tirsdag den 6. til torsdag den 8. august har du mulighed for at deltage i Næstved Biblioteks spritnye skriveskole.

I løbet af tre dage skal deltagerne gennemføre en række sjove og udfordrende skriveøvelser.

Slutteligt, når alle hver især har en færdig og gennemarbejdet tekst, samles det hele i en lille udgivelse, som offentliggøres en 8. august.

Det sker ved en bogreception fra klokken 15 til 16.30, hvor alle de, der tør og har lyst, læser deres tekster op for de fremmødte. I samme anledning byder biblioteket på en lille forfriskning.

Undervisere med erfaring fra bogverdenen

Underviserne på skriveskolen er Martin Vinther Madsen og Erik Sølvsteen, der begge arbejder som kulturformidlere på Næstved Bibliotek. De elsker bøger og det skrevne ord og har begge mange spændende erfaringer fra bogverdenen.

Martin er børnebogsforfatter og har skrevet et væld af børnebøger. Erik har arbejdet som forlagsredaktør i 10 år og har også skrevet et par bøger. Du er dermed garanteret en masse gode tips og tricks og konstruktiv kritik, så din færdige tekst står helt skarp til bogreceptionen.

Vi glæder os til nogle sjove dage med ordleg og håber meget, at du vil være med, lyder det fra biblioteket.

Praktisk information

Der er undervisning i skriveskolen for de 12 til 15-årige i Salen på Næstved Bibliotek tirsdag den 6. august til torsdag den 8. august – alle dage klokken 9 til 12.

Der afholdes bogreception og oplæsning torsdag den 8. august klokken 15 til 16.30 på bibliotekets Lille Scene. Det er gratis at deltage, men man skal melde sig til via www.naesbib.dk

OBS: Du skal selv medbringe computer eller tablet med skriveprogram.

 

Kommentarer