Tidsbestilling for pas og kørekort på Glumsø og Fuglebjerg Bibliotek
Fra 1. januar skal du huske at bestille tid, hvis du skal bestille et nyt pas eller kørekort på Fuglebjerg og Glumsø Bibliotek. Tidsbestilling er allerede indført i Næstved og Fensmark, og nu følger de sidste biblioteker altså også med.
Tidsbestilling er en fordel for travle borgere, der nu bliver sikre på at komme til, når de møder op til den aftalte tid. Erfaringerne fra Næstved Bibliotek er gode.
– En meget stor del af borgerne var glade for løsningen, da vi spurgte dem i efteråret 16. Men det kræver naturligvis lidt planlægning i begyndelsen, udtaler Karen Delfs, der er biblioteks- og borgerservicechef i Næstved Kommune.
For biblioteket betyder det, at det er nemmere at styre de efterhånden knappe ressourcer: der kan sættes ekstra personale på, når der er stor efterspørgsel efter tider, og bemandingen kan indskrænkes når der er mere stille.
Bedre tid til biblioteksbetjening
Bibliotekerne har fortsat åbent alle fem hverdage. Lokalbibliotekerne i Fensmark, Fuglebjerg og Glumsø skiftes til at tilbyde tider, så der er tidsbestilling på alle ugedage i lokalområderne. Øvrige borgerservicespørgsmål besvares som hidtil alle dage.
– En anden fordel ved tidsbestilling for pas og kørekort er, at vi på den måde får frigjort nogle dage til biblioteksarbejde. Vi kan mærke at der er brugere, der næsten er beklemte ved “bare” at ville spørge til en god bog, når der altid står borgere og venter på borgerservice. Og det er jo lidt ærgerligt, når vi nu så gerne vil give folk i hele kommunen lysten til at læse afslutter Karen Delfs.
Du kan se de nye åbningstider og bestille tid på www.naesbib.dk. Har du brug for hjælp til at bestille tid kan du spørge personalet på bibliotekerne eller ringe på 55884000 på hverdage kl. 10-15.
Kommentarer