Tidligere elev er blevet bevilget 50.000 kr. til ny fodboldbane på Kobberbakkeskolen
Den Nationale Platform for Gadeidræt har igen uddelt penge til gadeidræts-projekter. En af de gode ansøgninger kom fra Souhail Abdeddaim, der er blevet bevilget 50.000 kroner til en ny fodboldbane ved Kobberbakkeskolen afd. Sydby, så områdets børn og unge fortsat har et sted, hvor de kan være aktive, når den gamle bane bliver revet ned.
Lokal ildsjæl skaffer penge til fodboldbaner.
Den gamle streetfodboldbane skal rives ned ved Kobberbakkeskolen afd. Sydby. Og det er et stort tab for skolen og lokalområdet, men nu er der godt nyt i form af en bevilling på 50.000 kroner.
Den lokale, unge ildsjæl Souhail Abdeddaim er nemlig gået sammen med sin tidligere folkeskole om at finde penge til at skabe nye faciliteter, så skolens og lokalområdets børn og unge fortsat kan spille streetfodbold.
– I denne runde har vi særligt fokuseret på projekter, der udbreder gadeidrætten i Danmark og skaber mulighed for, at børn og unge kan danne lokale selvorganiserede gadeidrætsfællesskaber. Vi glæder os derfor helt vildt til at følge projektet, og vi håber, at de lokale børn får en stor glæde af at bruge streetfodboldbanen, siger Rasmus Hansen, leder af Den Nationale Platform for Gadeidræt.
15 millioner over tre år
Den Nationale Platform for Gadeidræt hører under gadeidrætsorganisationen GAME, som arbejder for at skabe varige sociale forandringer gennem gadeidræt for børn og unge. Platformen arbejder mod det samme mål ved at støtte lokale gadeidrætsiværksættere økonomisk og gennem rådgivning.
Nordea-fonden støtter GAME’s Nationale Platform for Gadeidræt med 15 millioner kroner over tre år. Målet er at nå ud til 300.000 mennesker i perioden 2018-2020 og fremme fysisk aktivitet på gadeplan.
Kommentarer