The KutiMangoes og Bjørn Berge Electric Band gæster Vershuset i uge 8
Efter et par stille weekender er Vershuset klar med to shows i uge 8. Her kommer nemlig både danske The KutiMangoes og norske Bjørn Berge med band forbi spillestedet i Næstved og giver koncert.
Danske The KutiMangoes blev dannet i 2012 af Gustav Rasmussen og Michael Blicher. Med en lyd, der trækker på både Fela Kuti og Charles Mingus, var deres mål på ingen måde, at forsøge at lyde som afrikanske musikere, men at blande kulturerne og skabe en ny, global lyd. Og det er i den grad lykkedes.
The KutiMangoes har begejstret anmeldere, radioværter og publikum lige fra London over Sæby til Ouagadougou (Burkina Faso). Bandets debutalbum Afro-Fire fra 2014 høstede fornemme anmeldelser og blev nomineret til fem Danish Music Awards. De vandt priserne for “Best World Music Album” og “Best World Music Track”, og efterfølgende drog bandet på turné i Europa, Afrika, Asien og Mellemøsten – og selvfølgelig også i Danmark.
I november 2016 udkom Made in Africa, der blev indspillet i det uroplagede Burkina Faso og Mali. Albummet har fået store roser og blev nomineret til den prestigefyldte “Preis der Deutschen Schallplattenkritik” samt to DMA-priser. Sangen “Tolma” fra albummet blev udvalgt som årets sang til børnenes U-landskalender 2017.
Bjørn Berge Electric Band
Inden Bjørn Berge rammer Vershuset, har han sammen med bandet givet en lang række koncerter rundt omkring i Danmark i februar, så de er uden tvivl både varme og i form, når de går på scenen i Næstved. Bjørn Berge har turneret i det meste af verden med sine drevne blues- og rocksange. Gennem årene har man mest kunnet opleve ham alene på scenen bevæbnet med sin guitar, men nu bliver der også mulighed for at opleve ham tilført større lyd, når han optræder med band.
Da indspilningerne af Bjørn Berges album Who Else? begyndte i 2014 var det meningen, at det skulle resultere i et akustisk album samme år. Men indspilningerne blev afbrudt, da han blev inviteret med i det populære norske band Vamp. Da han vendte tilbage til indspilningerne fem år senere, stod det klart for ham, at alt materialet skulle indspilles forfra… Og denne gang med et band. Albummet rummer alt lige fra blues og rock til americana og country.
Bjørn Berge har adskillige album bag sig og har modtaget to af de prestigefyldte ”Spellemannspriser” i Norge.
The KutiMangoes: Fredag den 21. februar. Dørene åbnes klokken 20.00. Billetter kan købes her
Bjørn Berge Electric Band: Lørdag den 22. februar. Dørene åbnes klokken 20.00. Billetter kan købes her
Kommentarer