Næstved By

Tennisklub med stigende medlemstal

Af Finn John Carlsson (m. DJ/PF)

Om to år kan Næstved Tennisklub fejre sin 125 års fødselsdag, og der er ingen tvivl om, at det nok skal blive markeret. Klubben er en af landets ældste og med godt 320 medlemmer den største på Sydsjælland.

I klubben lægger man stor vægt på bredden, men tager samtidig hånd om de spillere som vil udfordre eliten på dansk niveau. Der er mange aktiviteter for alle grupper af spillere, fra nybegynder til elite. Klubbens førstehold spiller i sjællandsserien indendørs, lige under de danske divisioner, og der er en aktiv og voksende ungdomsafdeling, som repræsenterer klubben i turneringer året rundt både individuelt og for hold.

17 baner og egen hal

Klubben råder over i alt 13 udendørsbaner og 4 indendørsbaner fordelt på hovedanlægget på Nygårdsvej og det gamle, hyggelige anlæg ved Rådmandsengen.

-Klubbens hovedanlæg på Nygårdsvej råder over 10 udendørsbaner med kunstgræs belægning. Kunstgræsunderlaget forlænger udendørssæsonen med flere måneder og bliver hurtigere spilleklar efter uvejr sammenlignet med grusbaner, som er det almindelige underlag i Danmark, fortæller baneinspektør Willy Sørensen.

Klubben råder også over en flot opvisningsbane, Centre Court, med tilskuerfaciliteter og der er lysanlæg på 4 af udendørsbanerne, som giver oplagt mulighed for at spille aftentennis.

Og så har Næstved Tennis Klub, som den eneste klub på Sydsjælland egen tennishal med 4 moderne indendørsbaner. Hallen er ideelt placeret på anlægget på Nygårdsvej, så hvis det bliver dårligt vejr, kan spillet bare fortsættes indendørs.

 Det går op og ned

Næstved Tennisklub gør i øjeblikket en hel del for at tiltrække nye medlemmer, og ved et større arrangement Næstved Storcenter, hvor Kurts Torv omdannet til tennisbane, og hvor alle interesserede kunne prøve sporten, var klubbens bestyrelse naturligvis repræsenteret, alle iført flotte nye jakker, som en af klubbens faste sponsorer, SparNord havde leveret.

– Det er altid en fordel, når vi som bestyrelse er ens klædt på til forskellige arrangementer i byen, påpegede sponsorchef Søren Kähler, der gør et stort stykke arbejde for at finde firmaer og privatpersoner, der gerne vil støtte klubben og dermed tennissporten i Næstved.

Klubben havde, da den var på sit højeste, omkring 1.200 medlemmer, har været nede i en bølgedal, men er nu igen på vej opad med stigende medlemstal.

Kommentarer