Næstved By

Temaaften med psykolog Mette Albrektsen / Autismecenter Storstrøm

Mit barn skal starte uddannelse, flytte hjemmefra. Hvordan takler jeg situationen bedst?

At kappe navlestrengen er for alle unge en stor omvæltning. For unge med autisme er det ofte forbundet med uoverskueligt mange udfordringer.

Hvordan reagerer man som forælder eller pårørende, hvis den unge skal starte ungdoms-/uddannelse eller flytte hjemmefra, men har kravafvisende adfærd?

Eller man er i det minefelt, der hedder stressbelastning, når man skal tilgodese de krav, en ung med autisme stiller, samtidig med at skulle agere sagsbehandler, vejleder, initiator, kontaktperson, mentor etc.? Hvad, hvis den unge får en nedsmeltning, når man selv er presset? Mette Albrektsen vil dele ud af sin store erfaring fra sit daglige virke som psykolog med autisme som speciale.

Oplægsholder: psykolog Mette Albrektsen fra Autismecenter Storstrøm

Målgruppe: primært forældre og pårørende til teenagere og unge med autisme op til 30 år. Men alle er velkomne, også professionelle.

Tidspunkt: torsdag den 27.9.2018 kl. 19 – 21

Sted: salen ”Konferencen” i hovedbygningen (følg Færgegaardsvej helt frem til den gamle hovedbygning med trappetårnet, indgang 21) Psykiatrien Syd – Oringe – Færgegaardsvej 15, 4760 Vordingborg

Pris: 20 kr. inkl. sandwich, vand, kaffe og te.

Arrangør: Landsforeningen Autisme Kreds Storstrøm – www.autismeforening.dk Kreds Storstrøm

Kontaktperson: formand Sabine Haugelund Hagens 60745672 eller Anne-Mette Petersen 20417721.

Tilmelding: senest den 24.9.2018 per sms til Anne-Mette Petersen 20417721

Landsforeningen er en forældreorganisation. Formålet er at udbrede kendskab til og viden om autisme, fremme forskning på området samt støtte og vejlede mennesker med autisme tæt på livet. Foreningen er inddelt i 18 kredse, svarende til de gamle amter, plus Færøerne og Grønland. Landsforeningens formand er Heidi Thamestrup (formand@autismeforening.dk / 26201658).

Landsforeningens protektor er HKH Prinsesse Marie.

Fakta om autisme

Autismespektrum Forstyrrelse ASF er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, der traditionelt inddeles i Aspergers Syndrom, infantil autisme, atypisk autisme, gennemgribende udviklingsforstyrrelse uspecificeret, gennemgribende udviklingsforstyrrelse anden. Tendensen er, at diagnoserne igen samles under fællesbetegnelsen autismespektrum.

Ca. 1 % af befolkningen har autisme. Kendetegnende for mennesker med autisme er afvigelser i forestillingsevnen, kommunikationen og det sociale samspil med andre. ASF dækker over tilstande, der spænder fra normalt- og velbegavede med ovennævnte handicaps til stærkt udviklingshæmmede uden f.eks. sprog og optræder ofte sammen med depressioner, OCD, angst, sanseforstyrrelser, ADHD o.l.

Links til flere informationer:

Landsforeningen Autisme          http://www.autismeforening.dk/default.aspx

Socialstyrelsen – Om autisme     http://socialstyrelsen.dk/handicap/autisme/om-autisme

Kommentarer