Karrebæksminde

Tang(o) for 2 eller 3?

Skrevet af: Helle Jessen

Den nyligt færdiggjorte rapport vedr. tang på Vesterhave Strand konkluderer, at mængden af tang bl.a. skyldes tiltagende vækst af tang i havet. Om dette kan føres tilbage til øget tilførsel af næringsstoffer fra havbrug, siger rapporten ikke noget om. 


Til gengæld konstaterer den, at “molernes tilstedeværelse afbryder den af bølgerne skabte kystnære bølgestrøm, hvorved den langsgående transport af både sand og tang standses. Herved opnås molernes primære formål d.v.s. at undgå tilsanding af havn og kanal, men samtidig har det den negative virkning, at tangen akkumuleres.”

Molen er lovligt opført. Men der var næppe nogen, der undersøgte “omkostningerne” for naboerne og det omgivne samfund, dengang da molen blev renoveret.

De i rapporten undersøgte løsningsmodeller viser, at afhjælpning af tangproblemet vil være som at vælge mellem pest eller kolera. Enten kan man skubbe eller dumpe tangen tilbage i havet, hvorved en stor del formentlig vil komme ind i havnen. Eller man kan lave en ny fremskudt strandlinie, hvorved tang og sand – ved indadgående strøm – også vil ende i havneløbet.

Ideen med at gøre molen utæt ved hjælp af betonrør er ikke behandlet i rapporten, men vil antagelig ligeledes afstedkomme mere tang og sand i havnebassin og kanal.

Man kan også vælge løbende at køre tangen bort på lastbiler, sådan som man hidtil har gjort. Denne løsning påfører imidlertid grundejerforeningen en fast årlig udgift for afhjælpning af et problem, hvis årsag de i bund og grund ikke har noget ansvar for. Og de kan jo i princippet være lige glade med, om der kommer sand og tang i havnen.

Men da vi jo alle gerne vil have rene strande og en havn med en sejlbar kanal i Karrebæksminde – til glæde for såvel turister som kommunens egne borgere – må den fremtidige udgift til afhjælpning af tangproblemet påhvile dem, som har glæde af, at tangen lægger sig på nordsiden af molen og ikke kommer ind i havneløbet. D.v.s. almenvældet i form af Næstved Kommune og Næstved Havn, som sparer penge på oprensning af havnen.

Om grundejerforeningerne i al fremtid skal bidrage, bør vel komme an på en nærmere vurdering.

Helle Jessen (S)
Havbakken 285
4736 Karrebæksminde
Næstformand i Teknik og Miljø

Dette er et læserbrev indsendt af Helle Jessen. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer