Næstved By

TÅRN rammer Næstved den 6. oktober

Efter en travl festivalsommer og i kølvandet på udgivelsen af deres andet og særdeles anmelderroste 2. album ’Velkommen Indenfor’ er TÅRN nu atter klar til at drage ud på de danske landeveje på en omfattende turné, og bandet rammer også Næstved, hvor det giver koncert den 6. oktober i Vershuset.

I 2017 udgav bandet ”den svære toer” i form af albummet ’Velkommen Indenfor’, som dog ikke var sværere at få i kassen, end at den blev udgivet under ét år efter udgivelsen af debutalbummet ’Ud Ad Mit Vindue’. TÅRN er et band, der peger op og frem, og sange som ’Solskin Over Tage’ og ’Du Tror, Du Ser’, har brændt sig fast på radiostationer såvel som i hjerterne på TÅRN’S støt stigende fanskare.

Bandet har da også virkelig villet sit publikum og har ikke stået tilbage fra at tage til den anden ende af landet for at spille 45 minutter, hvis det var det, der skulle til for at få musikken ud til publikum. Således har TÅRN sået frøene til en mere og mere fast fanskare, som nu har muligheden for at opleve TÅRN på 17 spillesteder rundt landet, som bandet endnu ikke før har betrådt.

Over sommeren har bandet optrådt på SPOT Festival, Jelling Musik Festival, Egmont Festival, Alive Festival, New Note Festival, Kgs. Have Odense, SPOT Royal Scenen (Aarhus) samt Nemoland på Christiania m.m.

Kommentarer