Næstved By

Syriske Khadija Yousef hjælper flygtninge i integrationsprojekt

Foto: Næstved Bibliotek og Borgerservice

Næstved Bibliotek og Sprog- og Integrationscenter Næstved har startet et nyt og anderledes integrationsprojekt for flygtninge og indvandrere.

Næstved Bibliotek og Sprog- og Integrationscenter Næstved har startet et projekt, hvor flygtninge og indvandrere fra sprogskolen hver uge skal besøge det lokale bibliotek. Her vil 36-årige Khadija Yousef blandt andre tage imod dem, skriver TV ØST.

Khadija Yousef kom til Danmark for blot 22 måneder siden, og lærte hurtigt det danske sprog. Derfor er hun nu projektansat på Næstved Bibliotek, hvor hun sammen med bibliotekar Lars Ovesen skal præsentere flygtninge for et traditionelt, dansk bibliotek.

Ifølge sprogskolen kan kendskabet til Næstved Bibliotek være med til at gøre underværker for integrationen – især når Khadija Yousef fortæller, hvordan hun er kommet godt fra start i Danmark.

– Mange af kursisterne måber jo, når de hører, hun kun har været her et år og ti måneder, og så taler så godt dansk. Hun er virkelig en rollemodel, siger Anne Jul Bundgaard, projektleder på Sprog- og Integrationscenter Næstved.

Projektet er støttet af Næstved Kommune.

Kommentarer