Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er ved at gøre klar til at modtage et større antal flygtninge
Ved politiets bygninger i Rødbyhavn er der lige nu ved at blive etableret ventefaciliteter til brug for de flygtninge, der ankommer ved de to grænseovergange.
FN har estimeret, at krigen i Ukraine allerede nu har medført, at mere end en halv million ukrainere er flygtet. Det er forventningen, at en del af de ukrainske flygtninge vil komme til Danmark. Derfor er Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gået i gang med at sikre, at politikredsen har tilstrækkelige faciliteter til at modtage og registrere et større antal flygtninge på den bedst mulige måde.
I Rødbyhavn vil der hen over de næste dage således blive etableret ekstra lokaler til ophold og forplejning.
– Man kan sige, at vi etablerer en slags ventesal ved politistationen i Rødbyhavn, så der er et ordentligt sted i ly for regn og vind, hvor asylansøgere kan afvente modtagelse og registrering, og hvor flygtningene kan henvende sig med spørgsmål, hvile lidt ud og få forplejning, siger politiinspektør Peter Compen.
Asylansøgere, der kommer i land i Gedser, vil som udgangspunkt blive registreret der. Ved et større antal flygtninge, vil de blive transporteret til Rødbyhavn.
– Vi gør vores yderste for, at de flygtninge, som kommer til her landet, får en så venlig, smidig og ordentlig behandling som overhovedet muligt, fortæller Peter Compen og fortsætter:
– Ved vores grænsestationer i Gedser og Rødbyhavn registrerer vi asylansøgere og sørger for, at de bliver transporteret videre til modtagefaciliteterne, inden de overgives til udlændingemyndighederne. Denne indsats foregår i tæt samarbejde med bl.a. kommunen og andre relevante myndigheder.
De nye ventefaciliteter bliver klar i morgen onsdag, og modtagefaciliteterne etableres successivt i takt med at behovet opstår.
Ukrainske statsborgere med biometriske pas kan rejse frit ind i Danmark uden krav om registrering og kan opholde sig i landet i op til 90 dage uden visum.
Kommentarer