Næstved By

Syd- & Vestsjællands erhvervsliv udfordrer politikerne

På billedet ses bestyrelsen for Foreningen til Fremme af Den Sjællandske Tværmotorvej.

Skrevet af: Jørgen Michael Rasmussen

Den 28. september kl. 17 sætter erhvervsforeningerne i Næstved, Slagelse og Kalundborg politikerne i stævne med en konference på ZBC i Slagelse. Fokus er på at skabe vækst og udvikling på Sjælland – herunder den Sjællandske Tværmotorvej!

På onsdag kan du opleve erhvervsledere, borgmestre og folketingspolitikere gå i clinch med hinanden om, hvordan man bedst muligt får skabt vækst på Syd- og Vestsjælland. Og du vil selv have mulighed for at stille kritiske spørgsmål og blive klogere på alle parters bud på, hvordan man skaffer arbejdskraft og sikrer god infrastruktur til området.

Det er Slagelse Erhvervscenter, Slagelse Erhvervsråd, Kalundborgegnens Erhvervsråd, Næstved Erhvervsforening og Næstved Erhverv, der står bag arrangementet.

”Erhvervslivets stemme er afgørende, og vi har vist, at det kan skabe resultater. Det så vi senest med folketingets beslutning om motorveje til Næstved og Kalundborg. Har du en aktie i eller interesse for fremtidens udvikling af erhvervslivet på Vestsjælland, så vil jeg anbefale, at du tilmelder dig arrangementet på onsdag”, udtaler direktør for Næstved Erhverv Rasmus Holst-Sørensen

Til konferencen kan du blandt andet møde tidl. skatteminister og nuværende branchedirektør i DI Transport, Karsten Lauritzen, Næstveds borgmester Carsten Rasmussen, Kim Holmberg, Finansdirektør i Ardagh Glass Holmegaard, Malene Grandjean, Vicedirektør Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser og en række folketingskandidater.
Konferencen foregår på ZBC på Bredahlsgade 1-3 i Slagelse. Der er tilmelding til konferencen, men det er gratis at deltage og alle er velkomne. Der serveres en let anretning til arrangementet. Tilmelding sker på slagelseerhvervscenter.dk/arrangementer.

På billedet ses bestyrelsen for Foreningen til Fremme af Den Sjællandske Tværmotorvej.

Dette er en foreningsnyhed indsendt af Jørgen Michael Rasmussen fra Næstved Erhverv. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer