Suså Festival markerer 25 års jubilæum med tre intense dage
Årets Suså Festival finder sted i weekenden 1.-3. september i Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved og fejrer i år sit 25 års jubilæum. Som vanligt præsenteres 3 intense dage med koncerter inden for det bedste af den nye samtidsmusik, spillet af danske og internationale musikere på højeste niveau.
Suså Festival sætter hvert år særlig fokus på et europæisk lands samtidsmusik, hvor man kan få et endnu dybere indblik i dette lands nyere kompositionsmusik. I jubilæumsåret er valget naturligt faldet på Danmark og Vindue mod Danmark åbnes på bedste vis allerede fredag aften i to koncerter med Athelas Sinfonietta Copenhagen og lukkes igen søndag eftermiddag med en koncert med Aarhus Sinfonietta.
Vindue mod traditionen begyndte i 2006 med et besøg af det svenske ensemble Ars Nova Sinfonietta Malmö, som præsenterede festivalens publikum for et særligt indblik i den svenske samtidsmusik. Indtil da havde festivalen udelukkende præsenteret dansk musik. Hvert år siden har Suså Festival haft besøg af et markant europæisk ensemble specialiseret i samtidsmusikken og Vinduer blevet åbnet til musik af islandske, norske, finske, polske, tyske, franske, græske, italienske, spanske og portugisiske komponister og det er ofte også via musikken blevet til et fint indkig i det pågældende lands poesi. Mange af de tidligere Vindue mod ensembler har senere gæstet festivalen med et bredere program.
Dette års to Vindue mod Danmark ensembler, Athelas Sinfonietta Copenhagen og Aarhus Sinfoniettaspiller værker af Mogens Christensen, Lars Hegaard, Karl-Aage Rasmussen, Svend Hvidtfelt Nielsen, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Per Nørgård, Hans-Henrik Nordstrøm, Thomas Agerfeldt Olesen, Jexper Holmen, Simon Christensen og Chr. Winther Christensen
Suså Festival har igennem 25 år været et mødested for komponister, musikere og publikum, hvor man har mulighed for at komme ind under huden på, hvad der rører sig i den nyere musik.
I løbet af festivalens tre dage spilles 7 koncerter med 7 ensembler og i år kan man i alt opleve 33 værker af 30 nutidige komponister. De medvirkende er Athelas Sinfonietta Copenhagen, Signe Asmussen ogErik Kaltoft, italienske Ex Novo Ensemble, Njyd Ensemble, Aarhus Sinfonietta, unge MGK-elever fra Helsingør, Køge, Guldborgsund og Slagelse MGK samt saxofonisten Jeanette Balland i et møde med digteren Irmelin Prehn. I anledning af jubilæet indbyder Suså Festival desuden fredag eftermiddag til en jubilæumsreception.
Yderligere oplysninger på festivalens hjemmeside på www.susaafestival.dk eller ved at ringe til festivalen på tlf. 57 64 91 64. Billetter kan købes gennem Ticketmaster.dk eller Billetten.dk.
Mobile Pay 61 31 30 12.
Kommentarer