Glumsø

SuperBrugsen i Glumsø bliver til Spar

Hans Larsen

Tidligere på året offentliggjorde Fensmark Brugsforening, som er en af Danmarks største, at den var trådt ud af Coop og havde indgået et samarbejde med Dagrofa-kæden. Det var i den forbindelse meningen, at Glumsø Brugsforening skulle blive til Meny, men det er nu lavet om, og den bliver i stedet en del af Spar-kæden. 

– I forhold til butikkens størrelse og beliggenhed har bestyrelsen, uddeleren og jeg vurderet, at butikken i Glumsø vil gøre sig bedre som en Spar butik end som en Menybutik. Meny bygger på et koncept, der kræver mange medarbejdere i butikken hele tiden, og det har vi ikke ressourcerne til i Glumsø, fortæller direktør for Fensmark Brugsforening, Hans Larsen, om baggrunden for beslutningen.

– Vi vil derfor hellere koble os på Spar-konceptet, der med et stærkt udgangspunkt i den lokale købman/uddeler, giver os mulighed for at fastholde konkurrencedygtige priser samt yderligere styrke det lokale nærvær, til gavn for kunderne i Glumsø og omegn, tilføjer han.

Uddeleren i Glumsø Brugsforening, Palle Jensen, der selv er opvokset og har gået i skole i Glumsø, mener også, at Spar er det rigtige koncept.

– Beslutningen om, at vi kobler os på Spar i stedet for Meny er den helt rigtige. Spar vil give os masser af fleksibilitet til at opbygge og tilpasse butikken specifikt til lokalsamfundet, så vi kan skabe den bedst mulige indkøbsoplevelse for kunderne i Glumsø og omegn, udtaler Palle Jensen til sn.dk

Hos den nye Glumsø Brugsforening – en del af Spar, vil der fortsat være en åben slagterafdeling, med en synlig slagter, der er klar til at dele ud af sin ekspertise. Delikatessen vil fortsat tilbyde hjemmelavede smørrebrød, sandwich, lune retter og færdigretter til at tage med hjem.

Butikken i Glumsø vil bibeholder den udvidede vinafdeling i samarbejde med Fensmark Brugsforening og »FensWine«.

Derudover fortsætter de to daglige leverancer af friskbagt bagerbrød fra Bagergården i Fensmark.

Butikken vil fortsat have en frugt- og grøntafdeling med fokus på blandt andet økologi.

– Vi er allerede i gang med at forandre butikken, blandt andet med en ny flaskeautomat og vi håber at være klar med en ny og tidssvarende facade omkring årsskiftet. I butikken fortsætter vi som vi altid har gjort, bare lidt anderledes, forklarer Palle Jensen til avisen.

– Butikken holder lukket i dagene efter nytår, så den vil være istandsat og klar til at byde kunderne i Glumsø og omegn indenfor til genåbningsfest fredag den. 5. januar klokken 08. Jeg glæder mig til at give kunderne i Glumsø og omegn en flot lokal dagligvarebutik, med fokus på lokal forankring, konkurrencedygtige priser, god service og nærvær med kunderne i centrum, slutter han.

Kommentarer