Strygekvartet på Næstved Bibliotek
Fredag d. 9. juni kl. 13.30-15 kan man på Næstved Bibliotek høre fire strygere fra symfoniorkestret, der den dag optræder forskellige steder i byen. Dagen afsluttes med en stor koncert i Arena Næstved.
I løbet af fredagen strømmer Copenhagen Phils 70 musikere til Næstved for at fylde byen med musik – og sprede musikalske glæder ud til både store og små. Et symfoniorkester har mange strenge at spille på, og der spilles på dem alle sammen, musikken sendes ud på lokale skoler, hospitaler, plejehjem, til erhvervslivet, familier og bedsteforældre.
Næstved Bibliotek får besøg af en strygekvartet fra orkestret. De vil kl. 13.30-15 på Lille Scene spille et ikke helt færdigplanlagt repertoire, men der vil i hvert fald lyde tangoinspirerede toner af Astor Piazzolla. Det er ganske gratis at høre og der er ingen tilmelding.
Musikdagen er et samarbejde mellem Næstved Kommune og Arena Næstved og afsluttes med en stor og festlig koncert for hele familien med Michael Carøe, som syngende konferencier. Koncerten finder sted i Arena Næstved kl. 19:30.
Kommentarer