Stort kommunalt tilskud til Næstved Bicycle Club
Byrådets økonomiudvalg bevilgede mandag Næstved Bicycle Club et tilskud på 200.000 kroner fra Mærk Næstved-puljen. Det skriver Sjællandske.
Målgruppen for cykelsport, er hele familien, unge som gamle. NBC’s ryttere er aktive i konkurrencer i ind- og udland, og klubbens ledere arbejder med talentudvikling af unge ryttere. Og det har givet resultater i mange sejre, som de unge ryttere har hentet hjem til klubben.
NBC har eksisteret i 80 år og NBC’s junior team blev etableret for seks år siden. De har udviklet sig gennem årene, og står i dag med ni lovende ryttere i aldersgruppen 16 – 17 år, hvoraf de fire er på Bruttolandsholdet. De har desuden mange nationale og internationale sejre bag sig.
Administrationen vurderer, at eksponeringen af Mærk Næstved styrkes gennem NBC’s aktiviteter. Cykelrytterne bærer Mærk Næstved-logoet på deres tøj, på streamers til bilerne og på deres trykte materialer.
Der bliver særlig opmærksomhed omkring cykelsporten, når der senere på året PostNord Danmark Rundt har etapestart i Næstved.
Da Danmark Rundt-feltet for et par år siden havde etapestart i Karrebæksminde, var det en kæmpe-begivenhed med mange tusinde tilskuere.
Kommentarer